I søndags var det den 1. December, og dermed World AIDS dag verden over. I København blev det markeret med den traditionelle julekoncert i Trinitatis Kirke, arrangeret af AIDS-Fondet. Prinsesse Marie er protektor for AIDS-Fondet, og var derfor til stede i kirken søndag eftermiddag.
Susse Wold, der igennem mange år har været præsident for AIDS-Fondet, læste højt af H.C. Andersen-eventyret "Tepotten", og USA’s ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, fortalte i en tale at hans egen yndlings-julesang er "I´ll be home for christmas" - og netop den sang blev efterfølgende sunget højt af operasanger Jens Chr. Wandt. I løbet af koncerten var der også fællessang, og her viste prinsesse Marie at det ikke kun er hendes svigermor, dronning Margrethe der kan "finde ud af" at synge med, det kan hun også selv.
Efter koncerten i kirken gik turen til Nytorv, hvor 2.000 fakler lyste op i aftenmørket, som et vidnesbyrd om de mange, som har mistet livet til AIDS. Prinsessen tændte selv et lys og hilste også på nogle frivillige fra Positivgruppen, som for 20. år stod for lystændingen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar