Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

onsdag den 30. april 2014

Prinsesse Benedikte 70 år

Igår (29. april) fyldte prinsesse Benedikte 70 år. I Prinsessens hjem på slottet i Berleburg var hendes mand, prins Richard, vært ved en festmiddag for familie og venner fra Danmark og Tyskland. Blandt gæsterne var naturligvis prinsesse Benediktes storesøster, dronning Margrethe, som sammen med prins Henrik kom direkte fra statsbesøg i Kina, samt hendes lillesøster, dronning Anne-Marie.

På fredag afholdes der receptioner i Christian VIII's Palæ på Amalienborg, her får prinsessen bl.a. overrakt et portræt malet af kunstneren Lars Physant, og klokken 13.30 er der reception for familie og venner, samt repræsentanter for Hoffet.

Benedikte Astrid Ingeborg Ingrid, Prinsesse til Danmark, blev født den 29. april 1944 på Amalienborg, som datter af kong Frederik IV og dronning Ingrid, og lillesøster til prinsesse Margrethe. To år senere kom lillesøster Anne-Marie til.

Den 3. februar 1968 blev hun gift med prins Richard zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg, i Fredensborg Slotskirke, og parret bosatte sig på hans families slot i Berleburg, der ligger i det vestlige Tyskland i delstaten Nordrhein-Westfalen. De mødtes ved daværende prinsesse Beatrix's bryllup med sin Claus van Amsberg, i Holland i 1966. 

Parret fik efterfølgende tre børn; prins Gustav (1969), prinsesse Alexandra (1970) og prinsesse Nathalie (1975).



Da hun blev gift bevarede prinsesse Benedikte sin titel som Prinsesse til Danmark og sin plads i den danske tronfølge, og hun repræsenterer sin storesøster ved officielle og uofficielle lejligheder. Hun er desuden formand for Pigespejdernes Fællesråd og Den Danske Komité til Støtte for Internationale Spejderformål, samt protektor for 35 inden- og udenlandske humanitære og sportslige organisationer.

Prinsessen kører stadig selv de syv-otte timer som turen til Danmark tager. Selv siger hun, at hun så slapper af, når hun når færgen, men at hun ser frem til, at der kommer en tunnel.

I modsætning til sin storesøster, Dronningen, har prinsesse Benedikte mobiltelefon, og de taler ofte sammen i telefon. Om mobiltelefonen har hun sagt til Billed-Bladet: »Jeg er nu ikke specielt god til at bruge den, jeg synes, den forstyrrer mig. Jeg synes også, det er vildt irriterende, når andre menneskers mobiltelefon ringer, og de lige skal høre, hvem det er. Det er også uhøfligt.«


Fredag den 2. maj 2014
Fredag var det i prinsesse Benediktes andet hjem, nemlig i hendes private lejlighed i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg, at hun blev fejret. Blandt andet tildelte dronning Margrethe sin lillesøster Dannebrogordenens Hæderstegn som påskønnelse for hendes mangeårige indsats for Danmark. 


   Til eftermiddagens reception kiggede også Frederik og Mary forbi, for at ønske tillykke.

tirsdag den 29. april 2014

‘Prinsesse Marie' - en tulipan


Onsdag den 7. maj klokken 11.30 navngiver prinsesse Marie en ny tulipan på Gavnø Slot. Det sker i anledning af Danmarks største tulipanfestival, og det er prinsessen selv der lægger navn til tulipanen.  

Under navngivningen vil prinsesse Marie deltage i det særlige dåbsritual, som blandt andet omfatter tulipanens dåb i champagne, underskrivelse af selve dåbsdokumentet og afsløringen af tulipanen. ‘Prinsesse Maries’ udseende (altså blomsterudgaven af de to) vil først blive afsløret ved dåben.

Første gang der blev døbt royale tulipaner på Gavnø, var den 4. maj 2009, hvor det var kronprinsesse Mary der lagde navn til - og dermed også stod for dåbshandlingen i slotsparken. Det var iøvrigt samme dag, som prinsesse Marie nedkom med prins Henrik.

Baronesse Helle Reedtz-Thott er ildsjælen bag den årelange tradition med tulipanudstilling i slotshaven, og er desuden en af kronprinsesse Mary nærmeste veninder - og en af fadderne til prins Vincent.


   Prinsesse Marie og Helle Reedtz-Thott var begge faddere ved de kongelige tvillinger,
   Vincent og Josephines dåb i 2011. Marie til Josephine, og Helle til Vincent.

   Mon det var en buket af eget navn, kronprinsesse Mary bar på, da hun og kronprinsen
   den 5. maj besøgte den nyfødte prins på Rigshospitalet i København? 

   De to prinsesser og Helle Reedtz-Thott til Copenhagen Fashion Week sidste år.

   Gavnø slot