Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

onsdag den 22. juli 2015

Prins Joachim i Euroman

Se dét havde jeg ikke lige set komme. Men både hans far og storebror har været der, så hvorfor egentlig ikke? Måske fordi prins Joachim på mange måder bare er en langt mere "privat person" end netop både hans far og storebror - men nu er han altså havnet der: I den nye udgave af månedsmagasinet Euroman, i et stort eksklusivt interview. 
Så nu ved jeg da ihvertfald hvad jeg skal have med blandt min ferielæsning :-)


At være distræt er hans største last i livet, hvis han selv skal sige det. Og ryet som stivstikker holder også til en vis grænse. Men bag prins Joachim gemmer der sig også andre ting. Det fortæller han i et stort interview i det nye nummer af Euroman, hvor den 46-årige prins blandt andet afslører, hvem han helst tager imod råd fra.

"Min bedste coach er min kone. Når der er andre, der forsørger at coache mig, sætter jeg mig nok lidt på tværs. Min kone skal have æren for alle de punkter, hvor jeg har forbedret mig," siger prins Joachim. 

Hvilke forbedringer, der er tale om, kommer prinsen ikke nærmere ind på. Prins Joachim og prinsesse Marie Cavallier mødte hinanden første gang til en middag hos nogle venner i efteråret 2004. På det tidspunkt var Marie Cavallier i et forhold, og prins Joachim var stadig gift med Alexandra. Der opstod derfor ingen romance mellem dem.

I 2005 indgav prins Joachim og (daværende) prinsesse Alexandra dog officielt deres ansøgning om skilsmisse. Det skete efter knap 10 års ægteskab – et ægteskab, der gav dem sønnerne prins Nikolai og prins Felix.

I Euroman-interviewet berører prins Joachim tiden efter skilsmissen i 2005. Her fortæller han blandt andet om, hvad det betød, og hvad det krævede, ikke længere at have sine to ældste børn fuldtid:

"Efter min skilsmisse fik jeg pludselig meget mindre tid med mine to ældste. Det var nu engang vilkårene. Det var ikke sådan, at jeg forkælede dem, og alt fik lov at sejle, når jeg havde dem, for mangel på opdragelse skal ikke kompensere for skyldfølelse. Nærvær skal kompensere for manglende samvær. Jeg er sikker på, at hvis du spørger de to ældste, så vil de sige, at nærvær er det, der kendetegner vores forhold. Vi har det rigtig godt sammen. Nu er de to yngste i den alder, hvor de to ældste var, da jeg ikke længere havde dem til daglig, og det er en dejlig alder, som jeg nu oplever hver dag.”


”Jeg har dog været betragtelig mere sammen med mine børn, end mine forældre kunne være sammen med min bror og mig. Men der er ingen, der bebrejder vores forældre, at vi ikke fik den tilstedeværelse, som vi nu kan give vores børn, for sådan var omstændighederne. Min bror og jeg var tre-et-halvt og to-et-halvt, da vores mor som meget ung blev dronning. Længere er den ikke.”

Når børnene er lagt i seng, bruger prins Joachim og prinsesse Marie tiden, som de fleste danskere i øjeblikket; til at se den ene serie efter den anden. I Euroman-interviewet fortæller prins Joachim, at yndlingsserierne lige nu er »Homeland,« »House of Cards« og »Games of Thrones,« som parret hurtigt kan se 2-4 episoder af på en aften.

Prins Joachim og prinsesse Marie har været gift i syv år og har sammen prins Henrik og prinsesse Athena.

"Af og til glemmer jeg, at jeg ikke er 20 år længere, og så okser jeg rundt og spiller fodbold med drengene. Indtil jeg forstrækker en lårmuskel og bliver mindet om, hvor gammel jeg i virkeligheden er. Når vi tager på vinterferie, kører jeg altid bilen ned, og så har jeg de store drenge med. Så sparer vi de penge. Det er far/søn-tid i 14-15 timer. Vi snakker. Vidt og bredt. Vi terper geografi og historie, så de ved alt, hvad jeg ved. Hvad jeg så ikke ved, ved de heller ikke, haha. Jeg er en stor historie- og geografi-nørd.”

Af og til - specielt når der er agurketid - ynder visse dele af pressen at skrive, at der er kold luft mellem de to brødre, prins Joachim og kronprins Frederik. Det afkræfter prins Joachim i interviewet med Euroman. Han har et godt forhold til sin storebror. Og han må jo nu engang vide det bedst.

I de senere år - især omkring skilsmissen fra grevinde Alexandra - har det ellers forlydt, at brødrene var kommet noget på kant med hinanden. Men skulle det have haft noget på sig dengang, så har det det ihvertfald ikke længere:

"Min bror og jeg har stadig et meget tæt forhold. Vi er jo vokset op som pseudo-tvillinger. Vi gik på samme klassetrin hele vejen op. Jeg vil ikke sige, at vores veje skiltes efter gymnasiet, for det gør de i sagens natur aldrig, men vi gik ud af hver sin bane. Vi har ofte råd og ideer at dele med hinanden, og vi er jo ikke længere væk fra hinanden end en sms eller et telefonopkald. Vi er stadig meget tætte."

Prinsen mener også, at hans storebror har 'en af de sværeste karrierer, man kan have':

"Han skal leve, ikke en skygge-tilværelse, men en bi-karriere, indtil den dag, han bliver hovedperson. Det er en svær virkelighed. Det kræver selvbeherskelse, men også mod, for man skal bruge tiden fornuftigt, indtil dagen kommer, og det synes jeg, han har gjort."

Joachim fortæller desuden i interviewet, at han holder med AaB i fodbold, at hans drømmebil er en Rolls Royce, og at han er 'bidt af en gal Churchill': "Jeg noterer, hver gang der kommer et nyt værk om ham, og jeg får det også læst med tiden."


”Jeg har i sagens natur en masse ting, som er gået i arv i Kongehuset i flere generationer, og som jeg sætter stor pris på. Men en af de ejendele, jeg holder mest af, er af mere privat karakter. Det er et ur, jeg fik af min far i 16-års-fødselsdagsgave. Et fint ur, meget elegant, Cartier. Han havde selv anskaffet det i en relativt tidlig alder, og han vidste godt, at jeg var helt vild med det. Jeg blev fuldkommen overvældet, da jeg pakkede det ud, og jeg kan mærke den dag i dag, når jeg bruger det ved særlige lejligheder, at det er en ejendel, der fortæller en unik historie og betyder noget helt særligt for mig. Jeg er så småt begyndt at tænke over, hvem jeg skal give arvestykkerne videre til. Hvor den enkelte ting falder på rette hylde. Jeg vil gerne gøre det, mens jeg er i live, så jeg kan nyde, at andre nyder dem.”


Du kan læse meget mere om Prins Joachims liv i vores store interview i det nye nummer af Euroman, der er i handlen fra torsdag 23. juli.





 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar