Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

onsdag den 8. april 2015

Dronningen 75 år - fejret i Aarhus


I næste uge kan dronning Margrethe fejre sin 75 års fødselsdag, som bliver fejret både på Fredensborg og Amalienborg. Men i dag tog hun forskud på festlighederne, da hun blev fejret i Aarhus.

Der blev råbt hurra og viftet med flagene, da Dronningen sammen med prins Henrik kørte i karet til rådhuset, hvor de blev modtaget af borgmester Jacob Bundsgaard. Også prins Joachim og prinsesse Marie samt kronprins Frederik og kronprinsesse Mary var med til festlighederne, og lidt over 12 trådte familien ud på balkonen på rådhuset og vinkede til de mange fremmødte.


Efterfølgende var der musikalske indslag ved Aarhus Musikskole i Rådhushallen, tale fra borgmesteren samt overrækkelse af byens gave til Dronningen; en 40x40 millimeter stor broche besat med ni brillanter. De otte af dem, fem blå og tre gule, symboliserer dronningens børnebørn. Med plads til flere... :-)

Da de kongelige forlod rådhuset efter en dejlig frokost i en festlig atmosfære, fik de en masse søde farvelhilsener med på vejen: "Henri, je t’aime!," råbte en franskkyndig aarhusianer til prinsgemalen, som nærmest kluklo, da han hørte kærlighedserklæringen - og "Du er smuk Mary," råbte en anden til kronprinsessen, som bestemt også førte sig frem med sædvanligt god stil.

De kongelige kørte direkte hjem til Marselisborg for at holde pause inden aftenfesten i musikhuset. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar