Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

mandag den 20. april 2015

Dronningen 75 år - fødselsdagsmiddag på Fredensborg

Onsdag aften blev dronning Margrethe fejret af det officielle Danmark - medlemmer af regeringen, hoffet og kronede hoveder fra andre europæiske lande, men til middagen torsdag aften på selve fødselsdagen, var festen af mere privat karakter - eller så privat som det nu kan blive, når der er meldt omkring 230 deltagere...

Her blev dronningen fejret i den imponerende Kuppelsal på Fredensborg Slot, som har lagt gulv til mange kongelige danse - og naturligvis fester - gennem tiden. Her var mange af fødselarens private venner med, men også mange af hendes sønners venner - og sågar deres svigerforældre. 

Af kongelige gæster deltog kongeparrene og næste generation fra Sverige og Norge, og mens dronningen aftenen før havde kong Harald ved sin side under middagen, havde hun denne aften hans søn, kronprins Haakon til den ene side, og sin svoger kong Konstantin til den anden. Ved bordet sad derudover bl.a. kronprins Frederik, prinsesse Benedikte, kong Carl Gustaf, statsminister Helle Thorning-Schmidt og dronningens nære veninde Susanne Heering, der for nylig mistede sin mand, Peter Heering.

Da dronning Margrethe i ensom majestæt trådte ind i kuppelsalen torsdag aften, bar hun et iøjefaldende smykkesæt i turkis og guld, bestående af ørenringe, broche og en halskæde. Smykkerne er alle gaver fra prinsgemalen, der selv har købt turkiserne i Egypten, som han efterfølgende har bedt guldsmed Torben Hardenberg om at bruge til at skabe smykkerne med; brochen fik dronningen i fødselsdagsgave da hun fyldte 60 år, mens ørenringene blev udført til hendes 70 års fødselsdag. Halskæden, der er af ældre dato, er så kommet til nu, og er altså prins Henriks gave til sin hustru på hendes 75-års dag - og ved at bære sættet, der blev komplet i torsdags, var den savnede Henrik næsten med til festen.


Klokken 23.15 lyste et imponerende festfyrværkeri det meste af Fredensborg by op, en smuk afslutning på en fin og efterhånden lang fejring af dronningens 75. år. 


   Man kan mene om hendes politik hvad man vil, men wauw! for en 
  Statsminister vi har!! Helle Thorning-Schmidt lignede nærmest en filmstjerne.
   Marys far, John Donaldson var også med, dog uden sin kone Susan Moody.

   Et imponerende festfyrværkeri lyste op over Fredensborg torsdag aften.
   Tidligere på dagen blev kronprins Haakon og prins Daniel 
   spottet i slotsparken, hvor de tog sig en rask løbetur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar