Om dronningen fylder rundt, halvrundt eller "bare" et sted midt imellem, så er det hvert år en fast tradition, at hun sammen med sin familie træder ud på balkonen på Amalienborg, og vinker til de mange fremmødte mennesker der er samlet på slotspladsen. I år var der ekstra mange mennesker, og alle jublede, råbte hurra og kippede med dannebrogsflaget, da majestæten trådte frem på balkonen på Christian VII's Palæ.
Normalt er det fra Christian IX's Palæ der vinkes - det er her dronningen og prinsgemalen bor, men palæet er ved at få nyt tag og derfor helt dækket ind i plast og stilladser - men så er det jo godt man har andre muligheder.
Først stod dronningen helt alene på den midterste balkon, mens hendes to sønner med svigerdøtre og børnebørn stod på balkonerne til højre og venstre for hende. Men efter det nifoldige leve og en masse jubel, kom dronningen igen til syne på midterste balkon sammen med sine to sønner, kronprins Frederik og prins Joachim - og til sidst var hele familien samlet for at vinke. De to ældste børnebørn, prins Nikolai (15) og prins Felix (12) hev endda deres mobiltelefoner frem og begyndte at filme de mange mennesker, der var mødt op på Amalienborg slotsplads for at hylde deres farmor på hendes fødselsdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar