Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

torsdag den 26. marts 2015

Dronningens 75-års fødselsdag & udstillingen "En dragtkavalkade"


Igår, onsdag den 25. marts, deltog dronning Margrethe i den officielle åbning af særudstillingen "Hendes Majestæt Dronningen 75 år – en dragtkavalkade".

Udstillingen er lavet i anledning af Dronningens 75-års fødselsdag, og viser et bredt udvalg af forskellige dragter, som Dronningen har båret gennem tiden. I udstillingen, som finder sted i Riddersalen på Frederiksborg Slot, indgår blandt andet Dronningens dåbs- og brudekjole, sølvbryllupskjole, hendes spraglede regnfrakke og ikke mindst mange af de store flotte gallakjoler hun har båret gennem tiden.


"Det er jo Dronningens egen garderobe, vi har lånt fra, og vi er meget taknemmelige for, at det har kunnet lade sig gøre, men naturligvis har det også givet nogle begrænsninger, for nogle af dragterne bruger hun stadig. Som den blomstrede regnfrakke, vi har fået lov til at udstille. Den har dronningen fået lavet af et stykke stof, hun købte i England, og hun valgte den, fordi hun, når hun kommer rundt i landet, gerne vil være et festligt midtpunkt. Man skal kunne se hende, og hun skal lyse op. Egentlig skal hun til Færøerne til sommer, men vi fik lov til at låne den alligevel, og så får hun syet en ny", fortæller museumsdirektør Mette Skougaard, der sammen med museumsinspektør Thomas Lyngby har skabt udstillingen.

At se sine egne smukke kjoler vakte mange minder: "Det er svært at sige, hvilken der er min favorit. Der er mange. Men det er blevet en meget flot udstilling", sagde Dronningen - og tilføjede straks, at det jo ikke var hendes fortjeneste.


    ....Og kjolerne i brug:

    Til sin 70-års fødselsdag i 2010 fik Dronningen denne kjole af stoffet fra den frakke, 
    hun bar over en blomstret kjole til Kronprinsparrets bryllup, med små bladformede
    applikationer. Hun har siden brugt kjolen ved flere lejligheder - også på maleriet af 
    Niels Strøbek af de tre generationer;Dronningen, Kronprinsen og prins Christian.
    Kjolen fra det ikoniske billede taget i 1990 af Rigmor Mydtskov.
    Prins Henriks 60-års fødselsdag i 1994
    25-års regentsjubilæum, 14. januar 1997
    Gallaforestilling i Det Kgl. Teater i forb. med Dronningens 60-års fødselsdag i 2000
    ...Og regnfrakken! Et unikum...

Den berømte - eller berygtede - regnfrakke,  som Dronningens lillesøster, dronning Anne-Marie selv bragte på bane for et par år siden, i forbindelse med et interview om hendes storesøsters smag:

"Hvis min søster har noget på, som klæ'r hende mægtig godt, siger jeg det til hende, men jeg siger det også, hvis der er noget, jeg synes er mindre heldigt. På en pæn måde, naturligvis. Hun er god til at have en masse farver, hvor jeg mere foretrækker douce. Jeg ville f.eks. aldrig kunne bruge den der voksdug-agtige, blomstrede regnfrakke, hun har, men den er sjov, og den passer lige til hende. Fordi hun er, som hun nu er. I øvrigt holder hun sig flot. Ser mægtig godt ud", synes jeg.


Udstillingen er åben for publikum fra den 26. marts 2015 til den 30. august 2015.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar