Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

fredag den 20. marts 2015

Dronningens 75-års fødselsdag


Når dronning Margrethe fylder rundt, går det sjældent stille for sig - og hendes 75-års fødselsdag bliver ingen undtagelse. Ikke færre end syv begivenheder skal markere den runde dag, og giver både københavnere og aarhusianere mulighed for at ønske regenten tillykke.


Selve dagen, den 16. april, begynder med morgenvækning i Fredensborg klokken 9.00, og klokken 12 træder fødselaren 
sammen med prinsgemalen, børn, svigerbørn og børnebørn traditionen tro ud på balkonen på Amalienborg. På grund af renoveringen af Christian IX's Palæ rykker familien i år over på balkonen på nabopalæet, Christian VII's Palæ.

Når hurraråbene har lydt over slotspladsen, og balkondøren er lukket for sidste gang, fortsætter dronningen og prins Henrik i karet gennem den indre by til Københavns Rådhus. Her byder overborgmester Frank Jensen på reception og frokost klokken 13.00.

Og så er det tid til et hvil, inden dronningen klokken 20.00 fejres med en middag på Fredensborg Slot. Gæstelisten offentliggøres først på dagen, men den vil især tælle dronningens familie og private venner, da det officielle Danmark allerede dagen inden, har ønsket tillykke. Det sker ved et gallataffel på Christiansborg Slot, hvor blandt andre regeringens medlemmer er inviteret. - Sikkert er det at der fra Sverige kommer både kongeparret samt kronprinsesse Victoria og prins Daniel. Det er offentliggjort på det svenske kongehus' hjemmeside.

Fødselsdagen falder tæt på påsken, som regentparret traditionen tro fejrer på Marselisborg Slot i Aarhus. I stedet for at returnere til hovedstaden efter helligdagene bliver dronningen i det jyske for den 8. april at lade sig fejre med et fødselsdagsshow i Musikhuset Aarhus.

Allerede på onsdag, den 25. marts åbner udstillingen "Hendes Majestæt Dronningen 75 år - En dragtkavalkade" på Frederiksborg Slot.

Herfra ser vi som altid frem til fejringen - og glæder os blot over at det sker i flere omgange; jo flere fejringer, jo flere kjoler :-)


    Morgenvækning i anledning af Prinsgemalens 75-års fødselsdag


Ingen kommentarer:

Send en kommentar