Det er den canadisk-tyrkiske designer Erdem der står bag kjolen, og nu er det jo ikke en konkurrence men det er svært ikke at sammenligne når man ser to kvinder i samme outfit. Lige her synes jeg kjolen klæder Madeleine bedst - det er nok helheden; lyseblå sko, matchende hat og det opsatte hår. Normalt er jeg vild med prinsesse Maries stil, men jeg synes denne kjole bliver for konet til hende, næsten natkjole-agtig, ihvertfald her med løsthængende hår.
Nå men - surprise surprise - så blev jeg jo straks inspireret til at lave et indlæg om prinsesser/dronninger i ens outfit ... Og jeg har ovenikøbet tilladt mig at dømme hver enkel.
... That's the power of blogging :-)
Prinsesse Madeleine bar en lyserød/pudder-rosa udgave af en Valentino blondekjole til sin datter, prinsesse Leonores dåb i juni 2014. Den samme kjole blot i en klar grøn version var at se på prinsesse Maria Laura af Belgien samme sommer, da hun var gæst ved et bryllup. Jeg synes faktisk kjolen er flot i begge farver, skal der være et minus må det være længden. Ihvertfald i barnedåbs-sammenhæng. Her kunne Madeleine godt have tålt et par centimeter mere, bare til knæet, det havde været mere elegant, men det er også den eneste "fejl" hvis der skal findes nogen ...
Da prins Oscar blev døbt sidste sommer (2016) var dåbsbarnets moster, prinsesse Madeleine den absolut bedst-klædte gæst i hele selskabet, efter min mening. Hendes sarte pudderfarvede Roksanda Ilincic-kjole var bare WAUW! Det var hele looket efter min mening; noget af det mest elegante jeg længe har set. Hollands dronning Máxima var faldet for samme kjole bare i en klar koboltblå farve - farven er flot og kjolen klæder bestemt Máxima men vinderen her bliver altså Madeleine. Totalt gennemført look!
I slutningen af maj måned deltog den svenske kongefamilie i kong Carl Gustafs nevøs bryllup. Her kom prinsesse Madeleine i en superflot, lang sort kjole med blomster i et sandt vintage-look. Kjolen er fra designeren Giambattista Valli. Dronning Máxima og prinsesse Madeleine deler igen smag, og her står den lige for mig. Kjolen klæder dem begge og det er super flot med vintage looket, synes jeg. En der sjældent kommer godt afsted med netop dét look, er til gengæld norske kronprinsesse Mette-Marit, selvom hun forsøger den ene gang efter den anden ... Sådan her skal det gøres, MM!
Umiddelbart ligner de næste to (well, fire) kjoler hinanden, men det er faktisk to forskellige. Den hortensia-blå som (gravide) prinsesse Madeleine og prinsesse Alexandra af Luxembourg har på, er fra designeren Tadashi Shoji, mens hertuginde Kate og Alexandra af Berleburgs næsten identiske kjoler er fra Jenny Packham. Flotte er de, og her er det vel mest et spørgsmål om farvevalg, men vi kan vist godt konstatere at den af de to designere der kom først, vist nok er blevet kigget liiiidt efter i sømmene af den anden - der er ikke meget forskel. Jeg husker i øvrigt denne kjole som værende første gang jeg så Alexandra af Berleburg i noget chikt og halv sexy, og det klæder den ellers lidt kedelige og farveløse prinsesse. Denne sarte lyse kjole er faldet i både dronning Letizia og prinsesse Sofias smag. Den er sød og enkel og falder flot på dem begge, men Letizia vinder for mig med hendes bælte-detalje.
Hugo Boss er designeren bag "den lille sorte" som her pynter på både den spanske dronning Letizia og vores egen kronprinsesse Mary. Letizias sidder dog en anelse pænere end Marys.
Denne sarte rosafarvede Valentino kjole klæder både Mary og Máxima. Men Mary får altså lige et ekstra point - måske står farven bare en tand bedre til hendes teint og hårfarve, hun virker "varmere" i den end Máxima.
Kronprinsesse Victoria og kronprinsesse Mary i "samme" kjole. Synes looket er sødt til Victoria der bærer kjolen til sin søster prinsesse Madeleines lysning i Slottskyrkan inden hendes bryllup med Chris O'Neill, og jeg synes kjolen er et fint og neutralt valg til sådan en begivenhed. Marys sorte jakke bliver for "tung" til denne lette kjole ... Synes jeg.
Kronprinsesse Marie-Chantal af Grækenland og svenske kronprinsesse Victoria i det jeg mener er en Valentino-sag - Victorias en my lyselilla og Marie-Chantals i sart lyserød. Kjolen klæder dem begge og er virkelig flot enkel og eksklusiv at se på. Victoria får et plus for at kjolen er mere kropsnær end meget andet vi ser hende i, det klæder hende virkelig godt.
Elie Saab har kreeret denne coralfarvede kjole som både kronprinsesse Victoria og dronning Máxima er faldet for. Total lækker farve! Det er svært at se kjolen ordentligt foran på Victoria da hun har lille Oscar på armen, men umiddelbart er hun vinderen. Kjolen er lidt slasket over barmen på Máxima, som også er betydeligt slankere her end vi normalt kender hende. Men det klæder kjolen med det udslåede hår og brochen midt på. Så smag og behag ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar