Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

lørdag den 25. oktober 2014

Regentparret på statsbesøg i Kroatien

Dronningen havde - heldigvis - ladt de turkise dragter blive hjemme i skabet i denne omgang, og pakket tøj mere efter årstidens farver. Dog var hun ved ankomsten til Zagreb i et lyseblåt sæt, som vi senest så hende i ved Folketingets åbning tidligere på måneden, men ingen Teletubbie-hatte og alt for skarpe turkise farver i denne omgang - det er altså også blevet brugt lige vel flittigt i år. Hun og Prinsgemalen er netop nu på statsbesøg i Kroatien, et besøg der startede tirsdag og sluttede igår, fredag.
I kufferten havde Margrethe blandt andet pakket en af mine favoritkjoler (fra hendes garderobe); den kongeblå silkesag med hvid blondeagtig overdel (syet som magueritter, "Daisy" - Dronningens yndlingsblomst og kælenavn), som hun blandt andet bar til sin niece, prinsesse Nathalies bryllup i Berleburg tilbage i 2011, og senest ved Røde Kors velgørenhedsmiddag i Fredensborg i september måned. Den klæder hende særdeles godt, synes jeg, og fremhæver hendes slanke skikkelse - som eller godt kan "blive væk" i alt for store og voldsomme gevanter.


Statsbesøget havde fokus på samarbejdet inden for forskellige emner som energi og miljø, fødevarer, IT, sundhed, arkitektur, film, børneteater og arkæologi. Med på statsbesøget er også fødevareminister Dan Jørgensen og finansminister Bjarne Corydon.

Som altid ved officielle velkomster, inspicerede Dronningen og Prinsgemalen æresgarden, der stod i snorlige rækker ved Præsidentpaladset, da det danske regentpar ankom til Zagreb tirsdag eftermiddag. Her blev de blev modtaget af den kroatiske præsident Ivo Josipovic og frue. Efter den officielle velkomst besøgte Regentparret Sankt Markus Kirken, og om aftenen deltog de i statsbanket i Præsidentpaladset.

 

Onsdag den 22. oktober besøgte Dronningen Etnografisk Museum, der blev grundlagt i 1919. Her blev hun vist rundt i udstillingen på 1. sal, der byder på traditionelle kroatiske tekstiler og klædedragter.
Regentparret besøgte senere på dagen Zagrebs Katedral ”Cathedral of Assumption of the Blessed Virgin Mary”. Katedralen, der blev opført i perioden 11.-15. århundrede, er Kroatiens største romersk-katolske kirke.

I den store balsal på Zagrebs fornemme hotel Esplanade havde dronning Margrethe og prins Henrik besluttet at holde deres returmiddag for den kroatiske præsident Ivo Josipovic, for at sige tak for hans venlighed og imødekommenhed under statsbesøget. Der var dækket op ved runde ottemands-borde, dronningen sad ved bord 1 og prins Henrik ved bord 2, og herfra kunne de ikke blot tale med en lang række af gæsterne, men også se den fine underholdning. Festen sluttede ved 22.30-tiden, for dagen efter skulle regentparret fortsætte deres travle program udenfor Zagreb og derefter flyve til Split.


Torsdag den 23. oktober aflagde Regentparret besøg ved Carlsberg Croatia, hvor de blev vist rundt i produktfaciliteterne, og desuden smagte en helt særlig udgave af den lokale øl, Pan, som er rød og produceret i et begrænset antal i anledning af statsbesøget.
Regentparret besøgte senere den danske virksomhed Hartmann, som producerer æggebakker. Udover rundvisning på fabrikken, besøgte de en workshop, hvor blinde og svagtseende deltagere udsmykkede æg lavet af æggebakker og malet i flotte farver. Her fik de overrakt hver deres store fine og farvestrålende æg.



Fredag den 24. oktober var turens sidste dag, og her holdt Regentparret blandt andet pressemøde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar