Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

mandag den 17. november 2014

Felipe & Letizia introduktions turné; Luxembourg og Belgien

Ja, indrømmet; der er kommet meget mere om det spanske kongepar på den her blog, end der var for bare et år siden - men sådan er det jo, og det slutter næppe her kan jeg godt garantere. For dette indlæg er såmænd også om det forholdsvis nyudklækkede kongepar, og deres besøg i hhv. Luxembourg og Belgien, i starten af sidste uge. 
For dagen efter deres deltagelse i mindeceremonien i Murcia-provinsen, rejste kong Felipe og dronning Letizia til Luxembourg, som en del af deres "introduktions turné" som nyt spansk regentpar.

Tirsdag formiddag, den 11. november, blev parret modtaget i Luxembourg Lufthavn af prins Guillaume, som i øvrigt havde fødselsdag. 33 år fyldte prinsen, som trods forsøg på fuldskæg, mest af alt lignede en lidt genert skoledreng, da han stod dér og gav hånd til den noget mere maskuline Felipe. Men han var der, og det er da mere end man kan sige om hans kone, prinsesse Stephanie. Hvorfor hun ikke var med i lufthavnen, undrer mig en del - måske var der gang i en mindre tøjkrise hjemme på slottet? Det var jo trods alt én af Europas mest stilfulde kongelige kvinder der kom på besøg. 
Guillaume fulgtes med sine gæster tilbage til Det kongelige Palads, hvor hans far, storhertug Henri ventede. 

Der blev vinket til de mange glade og forventningsfulde mennesker der var mødt op foran paladset for at se det spanske kongepar, og ganske "begge ben på jorden"-agtigt, agerede prins Guillaume fotograf da en lille flok spanske turister ønskede at blive foreviget med deres (smukke) dronning, som uden nykker stillede op og smilede - noget der nok bliver mere og mere udbredt i disse "Selfie-tider", men bestemt også noget som langt fra alle kongelige vil være med til. Hatten af for de der vil.

Inde på slottet blev der taget de obligatoriske statsbesøgs billeder, og her var naturligvis også både storhertuginde Maria Teresa og prinsesse Stephanie til stede.


Onsdag formiddag (12. november) stod den belgiske kong Philippe klar til at modtage sin spanske navnebror (anden stavemåde, but still) foran Kongeslottet i Bruxelles. Det gjorde han naturligvis sammen med sin frue, dronning Mathilde som havde lidt problemer med vinden, der drillende blæste op i hendes jakke/kjole/dragt og afslørede et slankt og feminint dronningelår. Sådan kan det gå for selv den bedste, og Mathilde formåede trods alt at få styr på skørterne uden at det royale lingeri blev afsløret - noget hendes kollega fra Spanien kender til... (og Kate i England, men what ever.)

Letizia var som altid stilig og feminint klædt, denne gang i blåt og hvidt, mens Mathilde havde valgt grønt i dagens anledning. To meget forskellige kvinder, må man sige, begge med stil - bare på hver deres måde. Og så er det altså svært at se, at Letizia faktisk er fire måneder ældre end Mathilde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar