Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

søndag den 13. august 2017

Ferie ... Og Kronprinsfamilien på sejlads med Kongeskibet Dannebrog

Der sker sjovt nok altid en masse man gerne vil blogge om, når man holder ferie. F.eks. var det præcis den dag min ferie startede, nemlig torsdag den 3. august, at kongehuset udsendte beskeden om, at prins Henrik ikke længere ønsker at blive begravet sammen med sin kone Dronningen, når den tid kommer ... Den historie vender vi (naturligvis) tilbage til i et andet indlæg. 

Onsdag under min ferie sidder jeg med familien på terrassen i sommerhuset på Tunø og kigger ud over vandet, da min svigerfar og jeg nærmest i kor udbryder "det er da Kongeskibet". Ind efter kikkerten for at være 100% sikre - og jo jo, det var da Kongeskibet der kom sejlende forbi dér mellem Tunø og Samsø. Min hjerne bladrede straks i den lagrede kongelige kalender, og kom i tanke om at Kronprinsen havde et rejsegilde i Aarhus torsdag formiddag. Dagene forinden havde Kronprinsfamilien sejlet rundt på uofficiel sejlads med Dannebrog og besøgt forskellige steder i Danmark. 


Onsdag lagde Kongeskibet således til i Vejle fjord, hvor familien sejlede ind til havnen i en lille båd, for at gå i land og derfra tage en bus til oplevelsescenteret Kongernes Jelling, hvor Harald Blåtand, den danske konge - og altså en ældgammel royal forgænger - rejste den store runesten til ære for sig selv. Kronprinsfamilien fik en to timers rundvisning i både oplevelsescenter og på monumentområdet blandt runesten, gravhøje og eksempler på vikingernes byggekunst. Familien kom altså helt tæt på forfædrene Gorm den Gamle og Harald Blåtand. 

"Vi får besøg af masser af børnefamilier her i Kongernes Jelling, men det er da noget helt særligt, når der er prinsesser og prinser involveret. Det er specielt at stå foran historien om kongerækken og fortælle om deres tipoldefædre gange 50," fortalte daglig leder i Kongernes Jelling, Morten Teilmann-Jørgensen til TV SYD.

Da besøget var uofficielt, blev den kongelige familie vist rundt, mens andre gæster også besøgte stedet. Det er jo lige præcis et skønt bevis på hvor usnobbet et kronprinspar vi har os her i lille Danmark. 

Sidst på eftermiddagen forlod familien så igen Vejle fjord for at sejle mod Aarhus - en tur der altså førte dem op gennem Kattegat og forbi lille mig på Tunø ... Perfekt indslag midt i ferien for en sand royalist.


Kronprinsfamilien begyndte deres uofficielle sejlads med Kongeskibet Dannebrog mandag, og har besøgt både Møn, Svendborg, Faaborg, Vejle og Jelling. Og torsdag mens farmand, kronprins Frederik var til rejsegilde i Aarhus Internationale Sejlsportscenter, besøgte resten af familien Den Gamle By. Senere på dagen var familien igen samlet, og besøgte sammen Fregatten Jylland inden turen i chalup igen gik ud til Kongeskibet for at sejle hjem til København. Her starter hverdagen igen i næste uge, hvor tvillingerne, prins Vincent og prinsesse Josephine bl.a. har første skoledag i 0. klasse på Tranegårdsskolen i Hellerup, hvor deres to ældre søskende, prins Christian og prinsesse Isabella allerede går.
 


   Torsdag den 9. august: Aarhus
  

   Mandag den 7. august: Møns Klint
   Tirsdag den 8. august: Faaborg


Ingen kommentarer:

Send en kommentar