Prins Henrik, Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen, ’Mon cheri’, ’Grandpapa’, ’Henri’, ’Prinsen’ eller ’PH’. Kært barn har mange navne - og den 11. juni i år fylder 'barnet' 80 år. I den anledning har jeg besluttet at kigge lidt nærmere på den unge, charmerende good-looking franskmand, som i 1965 forelskede sig i den unge prinsesse Margrethe fra Danmark, og to år senere giftede sig med hende og dermed blev hele Danmarks prins Henrik. På godt og ondt.
Vi starter med begyndelsen...
Han blev født som greve Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat, den 11. juni 1934 i Talence, Gironde i Frankrig, som ældste søn af André de Laborde de Monpezat (død 1998) og grevinde Renée de Monpezat, født Doursennot (død 2001).
Prins Henrik - eller Prinsgemalen, som han er blevet kaldt siden 2005 - er et dannet menneske, der i sin ungdom gjorde sig fortrolig med blandt andet samfundsfag, orientalske sprog, gastronomi, kunst og musik. Hans barndom og en del af ungdommen blev tilbragt i Vietnam, det daværende Fransk Indokina, hvor faderen varetog familieinteresserne i de industriforetagender m.m., som farfaderen havde grundlagt ved århundredeskiftet.
Tilbage i Frankrig blev han i 1950 student fra gymnasiet i Cahors, og årene efter læste han statskundskab ved Sorbonne i Paris, samt kinesisk og vietnamesisk ved École Nationale des Langues Orientales. Senere studerede han orientalske sprog i både Hong Kong og Saigon.
Efter at have aftjent sin værnepligt i Algeriet 1959-1962, blev han ansat i Asien-afdelingen i Frankrigs udenrigsministerium i Paris. Efter et år flyttede han til London, hvor han i årene 1963-1967 fungerede som ambassadesekretær ved den franske ambassade - alt i alt stod han i en alder af blot 30 år, foran en god karriere. Men så blev den unge Henri forelsket, og ikke i frk. hvem-som-helst, men i den danske tronfølger, prinsesse Margrethe, som han mødte til et bryllup i Skotland hos fælles bekendte.
Diplomaten sagde derefter pænt farvel til en god forfremmelse ved ambassaden, og goddag til et helt nyt liv som prins Henrik af Danmark.
Da han ankom til sit nye land, den 4. september 1966, blev han hentet i lufthavnen i Kastrup af sin kommende hustru - og meget karakteristisk var det hende der sad på førersædet da de sammen kørte mod Amalienborg. Her har hun siddet siden, i overført betydning, naturligvis.
Det blev en noget sværere omvæltning end den unge Henri havde forestillet sig. For ikke nok med at den dygtige og kontinentale verdensmand måtte lægge øre til, at hans kone havde giftet sig under sin stand, så vidste man i Danmark heller ikke hvad man egentlig skulle stille op med denne kulørte franskmand. I dag fortryder prins Henrik, at han ikke afkrævede sit nye fædreland en stillingsbeskrivelse – og at han ikke lærte sig at tale bedre dansk.
I portrætbogen ’Enegænger’ af den dansk-franske journalist Stéphanie Surrugue, indrømmer prinsgemalen, at en af hans livs største fejl er, at han ikke lærte at tale et ordentligt dansk, og han forstår godt den kritik det har medført:
"Det har skadet mig meget i det billede, danskerne har af mig. Jeg formoder, at folk må have sagt til sig selv: Denne prins er ligeglad med os, og han vil ikke lære vores sprog, og han ringeagter os uden tvivl. Mange har troet, at jeg ikke ville være dansker", siger han i bogen.
Men han ville gerne være dansker! - Men der var så meget nyt at lære, synes han.
"Naturligvis. Jeg kom til Danmark med et ønske om at integrere mig fuldstændig i mit nye land. Og jeg skulle tage en hel kultur til mig, ikke bare håndplukke de dele af den, som jeg holdt mest af. Jeg skulle lære så meget; landets geografi og historie, skikke og sædvaner - og min egen rolle. Jeg negligerede vigtigheden af sproget. I dag ved jeg, at jeg aldrig kommer til at tale 100 procent flydende dansk. Det ærgrer mig. Det indrømmer jeg gerne".
Forlovelse - onsdag den 5. oktober 1966
Fortsættes.....
