♔ Tomorrow´s Crowned Heads ♔: Prins Henrik 80 år

Prins Henrik blev tildelt en venneskare, ved sin ankomst til Danmark. Sine egne gamle venner havde han måtte forlade. Sine egne nye venner havde han ikke fundet endnu.

Kun èn ven, havde prinsen taget med sig til Amalienborg fra Frankrig; hundehvalpen Souris, som han og prinsesse Margrethe havde bragt med hjem i en lille kurv, efter en ferie i Cahors. Den lille, langhårede gravhund fulgte trofast sin herre allevegne på slottet, og en dag bekendtgjorde prins Henrik overfor sin kammertjener: "Andersen, Souris - hun skal giftes! Jeg synes hun skal have børn med portner Hansens hund", forklarede prinsen om sin plan.

Portner Hansen, der i sin embedsbolig på slottet havde en langhåret han-gravhund, indvilligede gladelig i planerne, og de to hunde blev lukket ud i slotshaven til et romantisk møde. Et par måneder senere kunne Andersen meddele prinsen, at Souris skulle føde.

"Bring et tæppe og nogle gamle aviser ind på mit arbejdsværelse", beordrede prinsen oldfruen, og få minutter efter lå Souris, prinsen og Andersen på gulvet i salonen; Andersen aede Souris på hovedet, mens prinsen tog imod ved halen. Fire hvalpe kom til verden, hvoraf tre blev foræret væk, mens prins Henrik og hans hustru beholdt en lille, sort hvalp, som fik navnet Ursule.

Dronningen og prins Henrik har altid vist deres gravhunde stor kærlighed. Selv foran pressen kysser og krammer de hundene, og hvis en af dem stikker af - hvilket ikke sker helt sjældent - går dronningen ængsteligt med rundt på eftersøgningen i de omkringliggende skove.

Regentparret har et meget blødt hjerte overfor deres hunde; Hvor deres to sønner først måtte sidde med ved middagsbordet, da de var gamle nok til at spise med kniv og gaffel, så har hundene altid haft en plads på skødet i sofaen.

En enkelt gang har regentparrets kongelige hjerter dog løbet så meget af med dem, at det er endt galt: I 1982 tog en slædehundehvalp med hjem fra deres Grønlandsrejse. De kunne ikke stå for den nuttede hvalp, som var fulgt efter dem ned til Dannebrog, og derfor tog de den med hjem til Amalienborg. En beslutning, de senere fortrød, da den bed en garder og måtte aflives. De seneste par år, har der været et par lignende episoder med hofhunden Evita og et par gardere indblandet, hvilket har givet anledning til heftig debat i pressen.

I september 2001 faldt dronning Margrethe i bogstaveligste forstand for hofhundenes charme og manglende sans for pli og etikette. Ved landgang på Toldboden i København fik prins Henriks gravhund, Evita, pludselig den idé at spæne tværs over kajpladsen. Dronningens hund, Celiméne, der var i snor, kunne ikke stå for fristelsen - dronning i den anden ende af snoren eller ej - så Celiméne fulgte efter. Det var dronningen ikke helt klar på, så hun måtte et tur på knæ foran en måbende folkemængde.

I det hele taget har de kongelige hunde altid haft en evne til at tage opmærksomheden fra deres royale ejere. De stiller sig gerne i forgrunden, når der skal tages billeder, og da Mary for første gang skulle tale til verdenspressen til pressemødet på forlovelsesdagen, blev hun pludselig afbrudt af høje hundebjæf. - Der findes nemlig ikke ret meget, som de kongelige hunde ikke deltager i, og sådan skal det jo være.

Prins Henrik udtaler sig også glad og gerne om sine små firbenede følgesvende:

"Det er svært ikke at tænke på en hund, som var den et menneske. De er permanent sammen med èn, og derfor er man tilbøjelig til at behandle dem som børn. Vi havde på et tidspunkt en adjudant, der sagde 'Hvis jeg troede på reinkarnation, så ville jeg gerne genfødes som kongelig hund.'

Jeg har altid været af den opfattelse, at en hund skal behandles ordentligt. Naturligvis skal man være streng overfor hunden. Man skal dressere den, opdrage den, forme den. Man skal ikke behandle en hund, der ikke kan svare igen, dårligt.

Mine hunde sover i mit soveværelse, i deres kurv. De har et indre ur, der vækker dem fem minutter før jeg skal op. Og så får de lov at hoppe op i sengen. De er jo kun små hunde. - Men man skal lade være med, at være latterlig - de behøver altså ikke gå til manicure hver mandag, eller spankulere omkring i kniplinger."

"Da jeg var barn i Vietnam, sagde min vietnamesiske barnepige, at det var godt, hvis en hund slikker ens sår, for så heler de hurtigere. Men i Europa siger man det stik modsatte - hunde er beskidte, deres munde er fulde af snavs. Det er to forskellige verdener - jeg ved ikke hvem der har ret, men jeg tror faktisk, det er den orientalske verden, der har fat i den lange ende.

Hunden formår også at rengøre både sig selv og sine hvalpe med tungen, og mine hunde får altid lov at slikke mig på hånden, hvis jeg får et lille sår."