Den 10. juni 1967 blev den franske diplomat, Henri de Monpezat til hele Danmarks prins Henrik. Her stod vielsen nemlig mellem ham og prinsesse Margrethe Alexandrine Þorhildur Ingrid, i Holmens Kirke i København. Festlighederne startede allerede to uger før selve bryllupsdagen, hvor der var bl.a. adskillige middage på Fredensborg Slot, middagsselskab på Christiansborg Slot, festforestilling i Det Kongelige Teater og bal på den franske ambassade. Parrets kærlighed blev virkelig fejret.
Han ventede spændt på sin brud i kirken, sagde sit Ja og fik sin prinsesse. Efter vielsen kørte de nygifte i åben karet tilbage til Amalienborg, hvor de fra balkonen lod sig hylde af flere tusinde gratulanter. Kongen takkede for hyldesten, og 42 kanonskud bekræftede vielsen. Selve festen skulle holdes på Fredensborg Slot, hvor der i dagens anledning var rejst en stor bryllupspavillon bag slottet, så der blev plads til alle 400 gæster.
Og det var faktisk her det hele gik galt. Det med sproget; En lidt nervøs, ung og nyudklækket prins Henrik har rejst sig fra sin plads mellem dronning Ingrid og sin udkårne, kronprinsesse Margrethe. Han skal holde sit livs tale, bryllupstalen. En stor del af den er på dansk, og hele Danmark lytter med. Ordene falder på flot dansk, og helt uden at Henrik kigger på sit papir. Det er kun otte måneder siden, at han har haft sin første dansktime, men hele Danmark er imponeret over talen og Henriks formidable sprogøre.
'Margrethe, dig skylder jeg tak. Mest af alt for dit yndige sind og din kærlige færd, din hjælp i alt, for hvad du er. Som din mand og din støtte i arbejdet vil jeg altid finde lykke i mit liv.'
Men det hele var i virkeligheden kejserens nye klæder. Det fortæller prins Henrik i biografien 'Enegænger - portræt af en prins': "Jeg havde lært at tale dansk som en papegøje. Den danske del af min bryllupstale havde jeg lært udenad, så den lød dansk. I de seks måneder, der var gået siden forlovelsen, havde jeg lært dansk efter 'gentag-efter-mig'-metoden, og jeg havde øvet mig så grundigt på talen, at folk troede, at jeg talte strålende dansk. Det var absolut ikke tilfældet", afslører prins Henrik i bogen.
Talen sluttede i øvrigt med noget så dansk som: "Jeg ved, det er en ære, Dannebrog at bære".
Måske er denne tale faktisk årsagen til, at prinsgemalen aldrig rigtig (siden) har haft succes med det danske sprog. Hans gebrokne dansk er i alle årene blevet gjort godt og grundigt nar med i den danske befolkning,og i pressen - det har næsten været en folkesport at latterliggøre prinsen, men det er så fordi man glemmer at lytte efter...den kommer vi til senere.
Tilbage til brylluppet i Fredensborg...
Det var allerede midnat da gæsterne samledes i slottets enorme kuppelsal, for at være vidner til det måske mest romantiske øjeblik ved sådan et bryllup; brudevalsen. Den første dans som ægtepar. Og der blev danset længe og meget, klokken blev næsten to før brudeparret forlod Fredensborg, for de ville have hele ballet med. I Helsingør gik de om bord på kongeskibet Dannebrog. Bryllupsrejsen kunne begynde.
I tre dage sejlede de nygifte rundt i de danske farvande, før Dannebrog lagde sig i skjul bag Hven, og parret blev bragt til lufthavnen med en motorbåd - og som hr. Adam og fru Eva Mørk, fløj de til London og derefter til Tyrkiet. Det lykkedes dem at få mange dage uden pressen i hælene, først en af de sidste dage af rejsen, blev de nygifte opdaget af pressen i Istanbul.
Dagene op til brylluppet
Bryllupsrejsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar