♔ Tomorrow´s Crowned Heads ♔: Prins Henrik 80 år

Som en god vin, der bliver bedre med alderen. Sådan har dronning Margrethe tidligere betegnet prins Henrik. Han har gennem årene været en uvurderlig støtte for dronningen, men har undervejs også haft det svært med at definere sin egen rolle i kongehuset.

Prins Henrik er som bekendt født i Frankrig som Henri de Monpezat. I1965 møder han, ved et middagsselskab i London, den daværende kronprinsesse Margrethe; Sød musik opstår, og i juni 1967 bliver de to gift i Holmens Kirke i København.

Bryllupstalen holdt Henri - der nu hed prins Henrik - hovedsageligt på sit nye modersmål, dansk. Det var et dansk naturligt præget af fransk accent, for Henrik havde jo kun haft kort tid til at vænne sig til det nye sprog. Men dengang blev talen - og prinsgemalens dansk - modtaget med forståelse, ja ligefrem begejstring, men med tiden er den franske accent i den grad blevet genstand for latterliggørelse i den danske offentlighed - ja, det har næsten været en folkesport at latterliggøre ham.

Af og til er det ligefrem - sammen med billedet af en vininteresseret og kunstelskende franskmand, blevet brugt til at antyde, at prinsen trods sit store arbejde og engagement, aldrig er faldet helt til i Danmark. Prins Henrik har dog altid selv understreget, at han føler sig dansk, holder meget af Danmark og ønsker at gøre et stort arbejde for landet. Men ofte har han følt sig misforstået, og måttet kæmpe hårdt for at finde sin platform.

For det var svært at komme til Danmark, og pludselig på rekordtid at skulle være dansk, hvilket han selv beskriver i en flittigt citeret passage i bogen ’Skæbne forpligter’:
"Nogle måneder efter min ankomst blev alt hvad jeg gjorde kritiseret. Mit dansk var svingende. Jeg foretrak vin for øl, silkesokker for striksokker, Citroën for Volvo, tennis for fodbold ... ja, selv de Gauloiser, der her blev anset for de samfundskritiske intellektuelles mærke, og som jeg røg i stedet for at ryge Virginia-tobak, var der ingen overbærenhed med. Jeg var anderledes. Jeg så ud til at være tilfreds med det og ikke skamme mig. Det var to fejl!"

Frustrationen kom til fuldt udtryk i 2002, da dronningen på grund af to brækkede ribben, ikke kunne gennemføre årets nytårskur. I pressen fremstod det som om kronprins Frederik overtog Margrethes arbejde ved nytårskuren, og det sårede prinsgemalen, der følte, at han blev tilsidesat og at hans rolle som kongehusets nummer to og vært ved nytårskuren, ikke blev taget alvorligt.

I et åbenhjertigt interview med B.T.'s Bodil Cath, gav prins Henrik udtryk for sin skuffelse over aldrig rigtigt at være blevet anerkendt for sit arbejde for Danmark - og over mangel på respekt for hans arbejde og rolle som halvdelen af landets regentpar. Han sagde blandt andet:

"Jeg er ikke i tvivl om, at det danske folk kan lide mig. Det tror jeg, at de kan. Men det er det billede, som man har af mig, jeg er i tvivl om. Det er hvordan man ser mig, der optager mig. Det er ikke, hvordan jeg klarer mit job og gør det, der er det afgørende. Det er, hvordan jeg bliver betragtet!"

- Sådan et tudefjæs, tænkte danskerne, og dagbladenes lederskribenter tog diplomatiske vendinger i brug, for at sige det samme. Dronningen har senere refereret til episoden som "et lille stykke søgang" og en krise, de sammen kom igennem, og som endte lykkeligt.

I sin bog ’Skæbne forpligter’ skriver han selv om sit lod som prinsgemal: "Alt godt tillægges chefen, alt dårligt nummer to... I værste fald beskriver det sarkastiske billedsprog os som skødehunde, der tripper bagefter, nogle gange i snor, som sidder pænt for en sukkerknald, og som frem for alt ikke siger noget..."

Når han er færdig med at "beklage sig", skynder han sig altid at sige, at han har lært at leve med at være nummer to - udenfor de private gemakker. Han accepterer sin rolle, og nærer dyb respekt for sin kone og dronning. Der er ikke noget dér. Ingen skal så bare degradere ham til nummer tre!

- Og det var netop hvad der skete, følte han, da kronprins Frederik i 2002 overtog værtsrollen ved nytårskuren, som stand-in for dronningen.
"Jeg føler mig ydmyget", lød overskriften i B.T., som prinsen havde inviteret ned på vinslottet i Cayx. Han var i sort humør og benyttede oplevelsen ved nytårskuren til at fyre en bunke frustrationer af i hovedet på journalisten:

"Nu efter 30 år i Danmark gives der stadig det indtryk, at jeg er nummer tre. Jeg vil ikke være med i det spil. Jeg er nummer to. Jeg skal være nummer to. Man kan ikke bare sådan i et hierarki ændre på rækkefølgen, fordi nogen synes, det er smart..."

Et andet sted i det lange interview sagde prins Henrik også: "Jeg er glad for at bo i Danmark. Jeg holder meget af Danmark. Hvorfor så hele tiden nedvurdere mig? Skuffe mig hele tiden? Og træde på mine tæer, og på den måde prøve at ødelægge min selvrespekt."

Og om kronprinsens rolle i alt dette, understregede prinsgemalen: "Han er så sød en dreng. Det er ikke hans skyld, det skal være meget klart. Jeg er ikke jaloux på min søn. Den dreng er meget værdifuld for mig. Det er ikke ham, der prøver at ændre på rækkefølgen."

Prins Henrik er kommet ud på den anden side, og ydmygelsen har ikke kun været ham til ugunst. Da han tabte ansigt, kunne danskerne endelig genkende sig selv i ham - altså efter de havde latterliggjort ham - og forsone sig med dette særlige menneske. Og det har han faktisk fortjent. Han har, som man siger sydpå, panache. Og han er jo altså netop kun et menneske, som alle os andre.

Så det, at prins Henrik har vist sig at være en mand, der ikke er bange for at udstille sine svage sider - nogle af dem ihvertfald - har ligefrem givet ham et image som kongehusets mest menneskelige ansigt.

Hvor prinsgemalen af og til har følt sit arbejde overset i offentligheden, så er der ingen tvivl om, at dronning Margrethe i ham har fundet stor støtte og hjælp til sit arbejde som regent, og værdsætter ham højt. Ofte har prins Henrik, også på offentlige opgaver, kunnet slå en mere munter tone an, der har spillet godt op mod dronningens grad af utilnærmelighed.

Manden er nemlig både begavet, beskeden, beleven og bundcharmerende.