Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

torsdag den 29. december 2011

♔ Prinsesse Marie i Jyllands-Posten ♔




En prinsesses dagligdag er slet ikke så forkælet, som de fleste tror. Prinsesse Marie har ikke en sværm af hofdamer, der opfylder hendes mindste ønsker. Lige som hun heller ikke går rundt med en krone på hovedet hele tiden.
I dagens Danmark er dagligdagen som prinsesse så langt fra eventyr og tegnefilm, som den overhovedet kan være. Det fortæller prinsesse Marie om til morgenavisen Jyllands-Posten.

- Livet som prinsesse er bestemt anderledes i eventyrene. Min mand var ikke en frø, da jeg kyssede ham første gang. Prinsesser i dag arbejder. De er mere selvstændige i deres valg. De har selvfølgelig et stort ansvar med at repræsentere Kongehuset. Vi vil gerne hjælpe, hvor vi kan og arbejde for vores land. Det er noget, jeg gør med glæde, fortæller prinsesse Marie, om sit liv som prinsesse.

I artiklen kommer det også frem, hvordan prinsessen og prinsen deler deres liv op mellem dagligdagen i marsken i Sønderjylland og livet i København. Her har parret en lejlighed på Amalienborg.

- Jeg elsker byen og at have kontakt med mange mennesker, men jeg har virkelig brug for at være i naturen og være lidt beskyttet. Derfor er det så fantastisk at være her. Vi er jo også ofte på Amalienborg i København i forbindelse med møder og officielle opgaver. Jeg føler, at jeg har det bedste fra to verdener, mener prinsesse Marie om sit liv i henholdsvis hovedstaden og landsbyen Møgeltønder.




Når parret opholder sig på Schackenborg i Møgeltønder i Sønderjylland, er deres dagligdag tæt på at ligne vores. De står tidligt op om morgenen, Marie laver morgenmad til den lille familie, afleverer sønnen Henrik på knap tre år i daginstitutionen og tager tilbage til kontoret, der ligger på slottets første sal.

- Schackenborg er en forretning, der kræver en stor indsats og meget af vores tid. Derudover har jeg mange møder med protektioner og samarbejdsorganisationer i hele landet og særligt i København. Vi bruger i det hele taget meget tid på at rejse frem og tilbage. Så når vi er hjemme, er der meget at se til med driften af Schackenborg, fortæller prinsesse Marie til avisen.

Her afslører hun også, at i modsætning til prins Joachim, er Maries kendskab til landbrug pauvert. Til gengæld kan hun noget helt andet, og derfor stadig være sin mands sparringspartner.

- Udover mine protektioner og officielle opgaver har jeg også fokus på Schackenborg. Min mand og jeg arbejder rigtig meget sammen. Jeg arbejder mere på business-siden, for jeg har ikke så meget erfaring fra landbrug. Men vi udveksler holdninger, taler om strategier og nye produkter. Det er teamwork.




Når parret ikke arbejder, bruger de deres sparsomme fritid sammen. De nyder det flade marskland, der omgiver det trefløjede, hvide slot i Møgeltønder milevidt, går ture og laver mad sammen.

- Måltiderne betyder meget, også for Henrik, og vi elsker at lave mad i fællesskab. Er det rigtig dårligt vejr, kan vi se en film og læse en bog, når vi tid, men vi har ikke så meget tid. Tid er et dyrebart gode, så det er vigtigt at prioritere, siger prinsessen.

Det forstår man godt, prinsesse Marie prioriterer. For i artiklen kommer det også frem, at prins Joachims arbejdsdag på Schackenborg sjældent slutter før klokken 17.30.

Udover arbejdet på Schackenborg, består prinsessens arbejde blandt andet af en del protektioner, som er omhyggeligt udvalgt af Marie selv. Det er fordi hun ønsker at være en aktiv protektor, og ikke bare en kransekagefigur, for den pågældende organisation eller forening. Prinsesse Marie vil faktisk gøre en forskel.

- Den største privilegium er, at jeg i min rolle som prinsesse, kan skabe opmærksomhed om vigtige spørgsmål. Jeg har mulighed for at gøre en forskel! Jeg blev for eksempel protektor for AIDS-Fondet for nylig, som jeg er utrolig stolt af. Der er så mange hiv-smittede mennesker, der lever i ensomhed på grund af fordomme, fordi de er bange for andres reaktioner. Der er stadig for mange, der dør, og blandt dem er børn. Det er stadig en sygdom, der ses som et tabu. Jeg ønsker at hjælpe til at gøre opmærksom på det, fortæller prinsessen om hendes arbejde som protektor.




Et andet område, der har prinsessens store opmærksomhed, er kommunikation og uddannelse af unge mennesker.
- Jeg arbejder med Syddansk Universitet. Jeg er en stor tilhænger af internationale studiemiljøer. Det udvider din horisont, forklarer Marie.
Her er prinsessen meget hjemme, fordi hun har boet, studeret og arbejdet i andre lande end hans tidligere hjemland, Frankrig.
- Jeg har lært en masse af at arbejde og bo i udlandet, siger prinsesse Marie.

Jobbet som prinsesse kræver også en del rejser, og som alle andre mødre, bliver prinsesse Marie selvfølgelig ramt af dårlig samvittighed, når hun er væk fra sit barn i længere tid. Men som hun selv påpeger, handler det om at finde balancen mellem frustration over fravær fra barnet, og at drage omsorg for sine opgaver:
- Specielt når vi er væk i længere tid, lider jeg under dårlig samvittighed overfor Henrik. Det er svært ikke at blive frustreret, men meget vigtigt at finde en balance. En frustreret mor er ikke en god mor. Jeg elsker at være mor og jeg elsker at være hjemme, men jeg har også brug for andre stimuli. Jeg kan ikke bare sidde og kun tænke på min familie, når jeg har mulighed for at hjælpe andre mennesker, siger prinsesse Marie.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar