Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

fredag den 18. februar 2011

♔ Det vigtigste er, at han er glad ♔

...Citat: Dronning Ingrid - hentet fra bogen 1015 København K

Historien om kronprinsen og kæresten Katja - endnu en ulykkelig kærlighedshistorie fra vores eget kongehus!

Kronprinsens loyalitet over for sine venner er indiskutabel, og ingen skal diktere ham, hvem han kan og ikke kan være venner med. For som voksen har Frederik på den hårde måde erfaret, at det er vigtigt en gang imellem at stå fast - for ellers slipper det, man holder mest af, væk mellem fingrene på én! Den lektie læret han, da han forelskede sig i modellen Katja Storkholm, pigen der - hvis Frederik havde fået sit ønske opfyldt - idag ville være Danmarks kronprinsesse.
Katja Storkholm Nielsen og Frederik havde allerede kendt hinanden i en del år, da de pludselig faldt for hinanden med et brag. I forsommeren 1994 blev Frederik og Katja kærester, og kronprinsen blev - som altid med sine kæresters familier - nærmest adopteret af den sejlglade Århus-familie, der består af Katjas forældre, Mogens og Karin, samt hendes to yngre søskende, Martin og Lill.
For første gang i sit liv, var Frederik virkelig forelsket. Det var alvor. Med Katja turde han være sig selv, og han turde tage fat på nye udfordringer.
- "Det er ikke tilfældigt, at kronprinsen gennemfører Danmarks hårdeste militæruddannelse, mens han er sammen med Katja," fortæller en af Frederiks venner. -"Hun holdt virkelig bukserne oppe på ham. På Amalienborg var der ikke meget opbakning til projeks Frømandskorps, faktisk tror jeg, at de gik og håbede på, at han ikke klarede den, men med Katjas støtte formåede Frederik at overraske alle, ikke mindst sig selv."

I al stilhed flyttede Katja i begyndelsen af 1995 ind i Frederiks ungkarle-lejlighed på Amalienborg, og når hun ikke rejste verden rundt som model, eller som sælger for sin fars emballagevirksomhed, og når Frederik ikke lå i vandet i Isefjord eller var ude på officielle opgaver, så var det her, på øverste etage i Christian VIII's Palæ, kærligheden boede.
I den lattermilde, snusfornuftige pige fra Århus, havde Frederik fundet den perfekte partner. Og han vidste det. Hun hjalp ham med at øve sig på de der forhadte taler, han engang imellem skal holde. Hun stillede krav til ham. Hun turde sige ham imod, men mest af alt elskede hun ham betingelsesløst. Hun bragte også normalitet ind i hans dagligdag. Godt nok tog turtelduerne på ferie til det dyre Mauritius i Det Indiske Ocean, men de rejste på økonomiklasse med Air France, og fordrev den 14 timer lange flyvetur med at spille Backgammon og flette fingre, ganske som ethvert andet ungt, forelsket par.

Det begyndte at gå op for Frederik, at Katja kunne og ville han ikke undvære. Han var nu 27 år gammel og overbevist om, at han havde fundet sit livs kærlighed. Hun havde det på samme måde med ham. Frederik frier - og Katja siger ja.
- "Der er ingen lov, der bestemmer, at jeg partout skal gifte mig 'blåt', eller at det skal være en udlænding. Jeg har tilpas megen tiltro til mig selv til, at når den dag kommer, da vælger man rigtigt. Da frafalder man ikke den pige, man elsker meget højt, fordi hendes bagland ikke er i orden." sagde Frederik i et interview, i forbindelse med bogen "En familie og dens dronning".
Det fortælles at dronning Ingrid som en af de første, fik nyheden om den hemmelige forlovelse. Frederik betroede dronning Ingrid alt, siges det. Den gamle dronning havde fra starten accepteret Århus-pigen, og da hendes holdning til yndlings-barnebarnet altid havde været, at "det vigtigste er, at han er glad", så var der ingen problemer fra den kant.

Frederik og Katja troede, at de sammen kunne overbevise skeptikerne på Amalienborg, regentparret og de grå habitter om, at når de bare fik lov at få hinanden, så ville det være til gavn, ikke blot for dem selv, men også for Danmark, for en glad kronprins er også en god kronprins.
- "De følte nok, at de havde bevist, at de fungerede godt sammen som par, og de passede bare så godt sammen. De var soulmates," mener en af Frederiks venner. Og det endegyldige bevis - siger nogle af vennerne - på, at Frederik virkelig elskede Katja, var, at han ikke havde sidespring, en disciplin, som kronprinsen ellers altid havde dyrket med stor entusiasme. Katja derimod, var han tro.

Hoffet var til gengæld ikke begejstret. De grå habitter kunne godt se, at kronprinsen var forelsket til op over begge ører, men de forsøgte at nedkøle romancen. Jo mere alvorligt det blev for Katja og Frederik, jo mere prøvede Amalienborg at skyde idyllen i sænk. Da fætter Pavlos, ved et overdådigt bryllup den 1. juli 1995 i London giftede sig med Marie-Chantal Miller, måtte Frederik ikke tage Katja med. Det gjorde ondt på Frederik, at han og Katja mødte så meget modstand.
Prins Joachims bryllup i november samme år, blev også uden Katjas deltagelse, men den mere private unge fest et par dage forinden, kunne man tros alt ikke nægte hende adgang til.
Få måneder senere kom Katja alligevel med til bryllup, da Frederiks grandkusine, Camilla af Rosenborg, giftede sig med forretningsmanden Mikael Rosanes i Søllerød Kirke. Invitationen var dog helt privat, og havde intet med hoffet at gøre, hvilket Frederiks sekretariatchef, Per Thornit, også havde meget travlt med at forklare pressen dagen efter.

Da Frederik endelig fik mandet sig op til at fortælle mor og papa, at han ville giftes med Katja Storkholm, vidste han sikkert allerede, hvad svaret ville blive. Familietraditionen var - og er - at man finder sin brud eller gom i udlandet. Det havde morfar, kong Frederik IX, gjort. Det havde dronning Margrethe gjort, og senest havde prins Joachim gjort det. - "Jeg har, da drengene var meget yngre, ladet dem forstå, at det ikke var uklogt, hvis de blev gift med en, der stammede fra et andet land. Det er der, med god grundt, en lang tradition for i slægten. Selvfølgelig har man en fortid, men den går ikke rundt på gaden blandt os," sagde dronningen i 2005 i bogen "Margrethe".
Dronningen sagde da også nej! Hun ville under ingen omstændigheder give sin tilladelse til, Frederik og Katja fik hinanden.
- "Det var ikke undertøjsbillederne, det var heller ikke den manglende uddannelse, for de vidste godt, at Katja havde planer om at blive malerikonservator. Næ, det var udelukkende fordi hun var dansk," fortæller en ven af kronprinsen. - "Det er næsten, som om de er for fine til at være danske, de kongelige. Frederik er dansk prins, hvorfor må han så ikke få sig en dansk kone? Man kan jo ikke gøre for, hvor man er født. Dansk eller ej, det gør dig jo ikke til en værre eller bedre prinsesse, men det skal være så eksotisk, så mystisk. Det var så synd, at de ikke måtte blive gift. Det var forfærdeligt for Katja, men det var allerværst for Frederik. Det tog meget hårdt på ham."

Og så genoptog kronprinsen alle sine gamle julelege. Han aktiverede sin velkendte selvdestruktions-mekanisme, og styrtdykkede direkte ind i krisen. Efter et kort ophold på Cayx i sommeren 1996, hvor Katja mødte Frederiks franske bedsteforældre, men hverken dronningen eller prinsgemalen, traf han sangerinden Maria Montell ved en fødselsdagsfest hos Peter Zobel i Vedbæk.
- "Det er så her, Frederik blev rigtig teenage-dum," siger vennen. Frederik og Katja var stadig sammen, men han begyndte alligevel at se Maria, og da det nåede Katja, sagde hun stop.
Hun brød forlovelsen og udsendte den 16. oktober 1996 via sin advokat, følgende meddelse: "Katja Storkholm Nielsen vil hermed meddele, at relationen til Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik er bragt til ophør."


Venner af kronprinsesn tøver ikke med at hævde, at hvis Frederik dengang havde fået sin vilje, så havde vi idag haft en meget mere selvsikker og rolig kronprins, mere på plads, og mere komfortabel i sin rolle som Danmarks kommende konge. - "De var et godt team. De var smaddergode til at bygge hinanden op. Der var nærhed og varme mellem dem, det kunne alle se, og det gav ham styrke," fortælles det. Idag forholder det sig sådan, at uanset hvor meget Amalienborg og Frederik selv gør ud af at understrege, at han er helt klar på sin fremtidige rolle osv., osv., så frygter han stadig jobbet som konge. - "Han har affundet sig med det, men han synes stadig det er en tung, tung, tung byrde, og han ville stadig allerhelst være fri," siger en ven.

Katja-årene ændrede Frederik, og så kom år 2000 - kronprinsens skæbneår. Som vi alle ved, mødte han Mary, da han i september besøgte Australien, for at overvære De Olympiske Lege. Men begyndelsen til det nye årtusinde var for Frederik ikke blot indledningen på et nyt liv, det var i langt højere grad afslutningen på et andet. Mormor døde. Den 7. november kl. 16.27 sov dronning Ingrid stille ind i Kancellihuset i Fredensborg. Familien havde længe vidst, hvor det bar hen med den gamle dronning, men uanset hvor meget Frederik troede, han havde forberedt sig, så kom mormors død som et chok.
Frederik havde sidst set dronning Ingrid, lige inden han drog til Australien. - "Jeg kunne godt se på hende, at hun var træt på en eller anden måde. Hun holdt ikke så længe ud, hun brød selv mere eller mindre vores møde op, for at hvile sig," fortalte han senere. -"Men det slog mig egentlig ikke, at nu kunne det være sidste gang."Frederik var i den sidste uge af sin Australienstur, i Sydney med Mary, da han blev kaldt hjem. Beskeden lød på, at mormor nu var blevet meget træt, hvilket hun havde været før, men denne gang så det ikke så godt ud. Selvom han og Mary kunne have haft endnu nogle få dage at lære hinanden at kende i, tøvede Frederik ikke et sekund. Han skulle hjem til mormor.
Kronprinsen landede i København tidligt om morgenen den 6. november, og tog direkte til Fredensborg, hvor den gamle dronning langsom var ved at give slip på livet. - "Vi nåede lige at kommunikere med hinanden. Hun opfattede helt klart, at jeg var der," har Frederik berettet om den sidste stund med sin højtelskede mormor, inden hun gled over i bevidstløsheden.
Da dronning Ingrid lukkede sine øjne, mistede kronprinsen ikke alene sin mormor, men også sin mest fortrolige ven, og holdepunktet i sit liv. - "Hun og Joachim var den eneste familie, han havde, hvor han virkelig følte, at det var familie," siger en ven.

Ingen var derfor synderligt overraskede, da det spirende forhold til pigen omme på den anden side af jordkloden, begyndte at udvikle sig til noget seriøst. Frederik vidste, hvad der blev forventet af ham, og han leverede varen.
- "I starten var Frederik lidt mystificeret af Mary," fortæller en ven. - "Hun havde vist en eller anden idé om, hvordan prinsesser opfører sig, og det betød blandet andet, at når Frederik kom på besøg ude i Australien, så var der ofte anstandsdame med, når han og Mary var sammen. Det kunne han ikke finde ud af. Det er slet ikke hans stil". Vennerne husker også, at når Frederik kom tilbage fra ophold hos Mary down under, og senere, da hun flyttede til Paris, så skulle han altid lige vende oplevelserne med dem, for hun var så "fjern", sagde han. Spillede hun mon hard to get, ville han gerne vide.
- "Men han synes, hun var lækker, totalt. Han forstod bare ikke den der distance, hun af og til diskede op med."

Det blev jo som bekendt til bryllup i Vor Frue Kirke i København, og hele Danmark tudede med, da Frederik den 14. maj 2004 slet ikke kunne holde tårerne tilbage. - "Jeg kunne mærke, at Mary var på vej. Folkemængden udenfor var begyndt at huje og juble, og jeg vidste, at nu var det nu. Jeg tror, der skete mange ting. Undertrykte følelser, som jeg havde holdt inde i måske årevis. Pludselig hverken skulle eller kunne jeg holde dem tilbage. Jeg tænkte: 'pokker med facaden. Det her er det store øjeblik."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar