Se hele udsendelsen her:
Tourtiere aux pommes
Ca. 8 pers.
8-10 gode madæbler, f.eks belle de boscop
Sukker efter smag
3-4 spsk. armagnac, rom eller calvados
En lille smule vand
Ca. 5 lag filodej
150 g smør
Sukker
Kanel
Til denne tærte skal man bruge en en tærteform ca. 22 cm. i diameter med løs bund.
Æblerne udkernes, skrælles og skæres i mindre stykker, som kommes i en gryde med lidt vand og 3-4 spsk. Armagnac, rom eller Calvados. Kog æblerne under låg til de falder sammen, men de må helst ikke blive helt til mos. Hvis de safter meget fjernes låget under kogningen, så væden kan fordampe. Smag æblerne til med sukker og lad dem køle af.
Smelt smørret i en gryde. Et stykke filodej lægges på bordet og pensles grundigt med smør og drysse med let hånd med sukker og kanel. Skær lidt ureelle stykker af filodejen og beklæd bunden af formen med dem. Stykkerne må godt hænge lidt ud over kanten af formen. Til dette bruger man ca. 2 lag filodej. Når bunden er foret, lægges æblekompotten i. Så fortsætter man med mere filodej, som pensles med smør og drysses med sukker og kanel. De stykker man skærer af dejen krølles lidt løst sammen og placeres oven på æblerne til de er helt dækkede. Der må gerne være så mange stykker "sammenkrøllet" filodej at tærten hæver sig smukt op på midten.
Tærten bages ved 175 grader i ca. 20-25 minutter til filodejen er gylden og sprød. Pas på den ikke får for meget!
Hvis man gerne vil have et skinnende udseende på kagen, kan den pensles forsigtigt med lidt æblesirup lige som de små tarte Tatin'er.
Denne kage smager bedst friskbagt og lunken og meget gerne med lidt is eller parfait til.
Armagnac-parfait
6 pers.
½ l piskefløde
1 stang god vanille
2 dl sukker
2 spsk flormelis
8 æggeblommer
4-5 spsk. Armagnac
Æggeblommerne piskes lyse og luftige med sukker, flormelis og kornene fra vanillestangen i røremaskinen eller med en håndmixer. Fløden piskes til let flødeskum som forsigtigt vendes i æggemassen.
Herefter smages parfait'en til med armagnac. Cremen kommes i en form som dækkes med sølvfolie og sættes i fryseren i 6-7 timer.
Tag parfaiten ud lidt før den skal spises.
Bon appetit...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar