Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

onsdag den 28. maj 2014

I køkkenet med prins Henrik

Jo, vi kan godt lide ham, her på bloggen, ham prins Henrik - og synes kun det er rart, og fuldt fortjent, at der pt. er fokus på ham i medierne. Især fordi den er positiv...
DR1 har lavet en portræt serie med titlen "Hofretter", hvor man i tre programmer får et sjældent indblik i, hvordan det går for sig, når prinsgemalen går i køkkenet.


Hvad spiser regentparret egentlig til middag? Det får vi bl.a. svaret på - og i øvrigt alle opskrifterne til - når prins Henrik eksklusivt inviterer indenfor i slotskøkkenet på Fredensborg, hvor han sammen med køkkenchef Jesper Vollmer, planlægger og tilbereder regentparrets aftensmad.

Første afsnit blev sendt i tirsdags, og her skulle der blandt andet tilberedes frisk pasta, og bruges friske bær og frugter fra slottets orangeri. 

I program to medvirker brødrene Price, der går i køkkenet sammen med prins Henrik på Chateau de Cayx, og i program tre er det køkkenet på Gråsten Slot, der danner ramme for madlavningen i samarbejde med kokken Martin Frederiksen. Se med på DR1.

Se første afsnit af ”Hofretter” – klik her! (Vises på dr.dk indtil: 26. jun. 2014)


Prins Henrik har altid haft en stor interesse for gastronomi, og har udgivet kogebøgerne "Ikke Altid Gåselever" (1999), "Til glæde for ganen - nye opskrifter til et kongeligt køkken" (2005) og ”Helt magnifique – franske kokke ved det danske hof”.

tirsdag den 27. maj 2014

Prins Henrik 80 år - nedtællingen er igang


Nedtællingen til prins Henriks 80 års fødselsdag er nu for alvor skudt igang; Igår klokken 14.00 præsenterede han sin nye digtsamling "Dans mes Nuits sereines - I mine lykkelige Nætter" - i øvrigt illustreret med 10 akvareller af dronning Margrethe - på Fredensborg Slot. Og nu i eftermiddag klokken 15.00 var han og dronningen samt prins Joachim og prinsesse Marie, til stede ved åbningen af udstillingen "Prins Henrik af Danmark - H.K.H Prinsgemalen 1934-2014", på Frederiksborg Slot i Hillerød.

Udstillingen fortæller om prinsgemalens liv, baggrund og virke på flere kontinenter med forskellige kulturer og sprog. Det ene hovedtema er hans officielle pligter som repræsentant for Danmark, samt hans rolle som ambassadør for kultur og natur med videre. Det andet hovedtema går bag facaden og giver indblik i prinsgemalens personlige interesser, herunder hans virke som forfatter, kunstner, samler, vinbonde og sportsmand.

Anmeldere har været kritiske (surprise!?) overfor digtsamlingen, men kulturkommentator på DR, Niels Frid-Nielsen mener, at man kan lære en del om prins Henrik ved at læse hans digte: 

"Han er kongehusets levemand. Han er anarkisten, han er spradebassen, han er ham, der slår til Søren. Og de her digte er en lovsang til kærligheden, til København, til livet og til foråret, når sanserne og hormonerne er allermest kraftige."

På søndag (den 1. juni) vil regentparret og den kongelige familie klokken 19.30, overvære en stor festforestilling i DR Koncerthuset, arrangeret i anledning af fødselsdagen, med optrædener af bl.a. Regentparrets private ven, Bent Fabricius-Bjerre, Medina, The William Blakes, Claus Hempler og Andreas Bo.

Selve fødselsdagen bliver som bekendt fejret under private former på Chateau de Cayx i Frankrig, onsdag den 11. juni. I den forbindelse stiller prinsgemalen og familie op til fotografering i slotshaven - og de billeder glæder vi os naturligvis til at se.

Nedtællingen til prins Henriks 80 års fødselsdag har i øvrigt været igang her på bloggen et stykke tid efterhånden, med 7 indlæg om den franske greve der blev hele Danmarks prinsgemal - på godt og ondt.

Prins Henrik 80 år;

- Henri de Monpezat, den franske greve (I)

- Bryllup og starten på et helt nyt liv (II)

- Tyrannisk far eller måske bare fransk far? (III)

- Hundenes ven (IV)

- En kærlig grandpapa (V)

- Altid nummer to (VI)

- Château de Cayx (VII)

mandag den 26. maj 2014

I svigermors kjole(r)

"Man skal aldrig skille sig af med sine kjoler, for de kunne jo ske at kunne bruges igen....engang."
Den tanke har prinsesse Beatrix af Holland vist tænkt allerede for mange år siden - to af hendes kjoler fra "der-var-engang", er ihvertfald blevet hevet frem fra gemmerne af hendes svigerdøtre, dronning Máxima og prinsesse Mabel.

Mabel bar til et bryllup i 2005, en helt særlig kjole - nemlig Beatrix's forlovelseskjole. Det var 40 år efter, at kjolen første gang så dagens lys tilbage i 1965, da svigermor Beatrix blev forlovet med sin Claus von Amsberg, den 28. juni.
Og den 5. maj i år, på den hollandske befrielsesdag, var dronning Máxima iført en grøn kjole, som hendes svigermor bar under et statsbesøg i Belgien i 1981. - Og wauw! Den kjole har helt sikkert været værd at gemme, for den fik i den grad nyt liv på smukke Máxima.


Selfie og kram med Marie


I torsdags tilbragte prinsesse Marie formiddagen i DR Koncerthuset, sammen med næsten 400 børn fra forskellige skoler i Københavnsområdet, i forbindelse med deres deltagelse i UNESCO’s Arts Education-uge.

Og endnu engang var det tydeligt, at prinsessen er populær - og i den grad "børnenes prinsesse"; hun er altid smilende og imødekommende, og viser en ægte interesse i de ting hun bliver præsenteret for. Det er ihvertfald usædvanligt at se en kongelig i så tæt kontakt med de mennesker de møder, som det var tilfældet her, men Marie så ud til at hygge sig ligeså meget som børnene - som var fra både Brasilien, Sydafrika, Rusland og naturligvis Danmark.