Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

mandag den 27. april 2015

Sofia Hellqvist; fra Paradise-babe til prinsesse

Svenskerne lærte hende at kende da hun som 20-årig i 2005, deltog i Paradise Hotel - og de der ikke kendte hende derfra kom hurtigt til det, da hun pludselig blev kædet sammen med prins Carl Philip. Det var ikke ligefrem rosende ord og klapsalver Sofia Hellqvist blev modtaget med - tværtimod...


Efter sin medvirken i Paradise Hotel flyttede Sofia til New York, hvor hun uddannede sig som yogalærer og levede livet på byens natklubber - og det var netop på en natklub (i Stockholm) at hun i juli 2009 mødte den svenske prins Carl Philip. De blev smaskforelskede, men da pressen fik nys om det mødte parret kun modstand! Sofias baggrund som Paradise-deltager, og det faktum at hun efterfølgende har stillet op i et par mandeblade kun iført bikini og en slange - det huede ikke den svenske befolkning....!

Det huede - til at begynde med - heller ikke Carl Philips mor, dronning Silvia. Hun var yderst skeptisk og mistænkte Sofia for at være en golddigger, som kun var ude på at score landets prins og en fin titel - men langsomt blev hun dog overbevist om Sofia Hellqvists reelle hensigter. Hun kunne se, hvor god en virkning hun havde på den nervøse og generte Carl Philip, som pludselig begyndte at optræde mere selvsikkert - faktisk så selvsikkert at han med stålsat vilje overfor sine forældre, truede med at frasige sig prinsetitlen, hvis de nægtede at sige god for Sofia. (Sådan!)
Endelig hjalp det også på accepten fra dronning Silvia, at Sofia engagerede sig i hjælpearbejde for børn i Afrika. Hun har blandt andet boet og arbejdet frivilligt i Ghana i 2 måneder.


Carl Philips to søstre, kronprinsesse Victoria og prinsesse Madeleine har til gengæld været noget længere om at acceptere deres brors valg af kæreste. Madeleine meddelte hurtigt at "hende skulle hun ihvertfald ikke have noget med at gøre!", og både hun og Victoria har hele tiden holdt en kølig distance til Sofia. Til gengæld har Victorias mand, den gode prins Daniel altid behandlet Sofia med værdighed, og udelukkende taget godt imod sin svogers kæreste; han har genkendt sig selv i hendes situation. Flere gange er de tre blevet set sammen ved forskellige sportsbegivenheder i Stockholm.

De seneste par år har Sofia dog været fast inventar ved officielle kongelige begivenheder som bryllup og barnedåb, men ikke som Carl Philips ledsager - den plads har hun først fået lov at indtage efter forlovelsen. For sådan er det i kongelige rækker - til gengæld er hun nu en fuldt integreret del af den svenske kongefamilie, og optrådte således også på det officielle julekort sidste år (2014). - For de syv års kamp for kærligheden sluttede officielt sidste sommer, helt nøjagtig fredag den 27. juni, da det svenske hof kunne meddele at parret havde forlovet sig. 


"Vi ser frem mod et sommerbryllup i midten af juni, hvor Sverige er meget smuk. Det er en stor dag for os, og vi er meget glade," udtalte prins Carl Philip og Sofia Hellqvist på det svenske hofs hjemmeside (www.kungahuset.se)  - og efterfølgende er bryllupsdatoen blevet fastsat til lørdag den 13. juni 2015. Vielsen vil finde sted i Slottskyrkan på det kongelige slot i Stockholm, præcis som alle de andre kongelige bryllupper i den svenske kongefamilie - som alle faktisk har været junibryllupper; kong Carl Gustaf og dronning Silvia den 19. juni 1976, kronprinsesse Victoria og prins Daniel samme dato blot 36 år senere, den 19. juni 2010 - og prinsesse Madeleine og Chris O’Neill, den 8. juni 2013. Ligeledes er begge Carl Philips niecer, prinsesse Estelle og prinsesse Leonore døbt i Slottskyrkan, og til bryllupperne i både 2010 og 2013, samt barnedåbene i 2012 og 2014 har Sofia været med som gæst. Nu er det snart hendes tur til at være hovedpersonen, naturligvis sammen med sin helt egen prins;

Vielsen finder sted kl. 16.30 og efterfølgende kører brudeparret i hestevogn til Logården ved slottet, hvor der ved ankomsten vil blive affyret en 21-skuds salut for de nygifte. Bryllupsmiddagen bliver indtaget i slottets balsal, Vita Havet, og bagefter er der dans i Karl XIs galleri. Fredag aften holder kongeparret en privat middag for særligt indbudte gæster. Efter sigende er både dronning Margrethe og prins Henrik, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary samt prins Joachim og prinsesse Marie blevet inviteret herfra Danmark - vi glæder os til at se om alle takker ja (og til smukke kjoler) :-)

   Julekortet 2014
    Parret bor i en stor villalejlighed på Djurgården i Stockholm, 
    og sammen har de hunden Siri.
    I maj 2012 fulgtes Sofia med Chris O'Neill til prinsesse Estelles dåb. 
    Dengang var ingen af de to officielt medlem af kongefamilien.
    Til privat bryllup i september 2012 - her kunne parret "lovligt" følges som par.
    8. juni 2013 giftede prinsesse Madeleine sig med Chris O'Neill.
    8. juni sidste år - på sine forældres 1-års bryllupsdag - blev prinsesse Leonore døbt.
   Sofia har hele tiden haft et fint forhold til prins Daniel.
    Sådan lærte svenskerne Sofia at kende...lidt noget andet end den Sofia vi ser idag.

    Lørdag blev der holdt polterabend for Sofia, her deltog kronprinsesse Victoria men 
   ikke prinsesse Madeleine. Dog undlod Victoria at hoppe en tur i boblebad med sin
   kommende svigerinde og de andre piger der deltog, bl.a. Sofias søstre Lina og Sara.

2 kommentarer:

  1. Elsker dine blogindlæg!

    SvarSlet
  2. Tusind tak! Det er dejligt at høre :-)
    Tak fordi du læser med (Y)

    SvarSlet