Scenevante poserer de for fotografen i forårssolen, der skinner gennem vinduerne. Træder et skridt nærmere udsigten til slotspladsen, da de bliver bedt om det, og sætter sig så ved det smalle sofabord - anført af prinsesse Benedikte, for det er hende, der lægger lejlighed til.
I den lyse stue i Christian 8.'s Palæ, hvor fotos af generationers kongelige pryder vægge og borde, skiftes de til at fortælle, og går den ene i stå, tager den anden over. Ofte kender de hinandens svar og skiftes til at gøre sætningerne færdige, lægge til og trække fra. Så når den ene siger: “Nej, det er hun ikke så god til,” så følger det fra den anden: “Det gælder vist for os alle tre.”
En gang imellem må specielt dronning Anne-Marie lede efter det præcise ord på dansk og med hjælp fra sin søster finde frem til det rigtige, for i omkring 50 år har de begge boet i udlandet; Benedikte i Berleburg i Tyskland og Anne-Marie - først i London og nu i Grækenland. Derfor kan der gå måneder mellem, at de ses, og endnu længere mellem, at de bare er de tre sammen.
”Men uanset om det er to dage eller et halvt år siden, vi har set hinanden, så er vi på bølgelængde med det samme. Vi har bestemt et tæt forhold,” siger Anne-Marie.
”Ja, men det er noget, der er kommet, efter vi er blevet ældre. For da vi var børn, var der jo aldersforskellen. Det er en kendt ting, at des flere år der er imellem, jo større afstand bliver der. Den store kan så meget mere, og de små er altid et skridt eller to bagefter,” siger Benedikte.
Anne-Marie: ”Ja, hun er jo fire år ældre end dig og seks år ældre end mig. Når man er barn, så er det mange år, men i dag er vi lige gamle. Alderen spiller ikke længere nogen rolle.”
I 2000 døde deres mor, dronning Ingrid. Et led i slægten var væk, og bevidstheden om, at det nu var op til dem at holde sammen på familien, voksede.
”Der er ingen tvivl om, at vi kom endnu tættere på hinanden, da vores mor døde. Pludselig var vi den ældste generation. I månederne efter mødtes vi nogle dage ad gangen, hvor vi mindedes gamle dage og pudsigheder,” siger Anne-Marie.
Med bopæl i hver sit land kan det være svært at holde kontakt i hverdagen. Brevskriveri har de opgivet, og hverken Dronningen eller Benedikte er fortrolige med e-mail og sms'er.
”Det ville ellers være så praktisk, hvis de kunne sende en sms. Det er jo så hurtigt at give en lille besked, men sådan er det altså ikke, og det har vi det lidt drilsk med,” siger Anne-Marie.
Benedikte: ”Ja, det driller vi hinanden med, og det gør ikke spor.”
Tilbage er telefonen, men det kan være svært at få fat i dronning Margrethe, for hun har ingen mobil. ”Hun har en enkelt gang ringet til mig fra en mobil. Det var fra en bil, og jeg var så forbavset," siger Anne-Marie. - ”Ja, men det var ikke hendes egen telefon. Det var en andens,” tilføjer Benedikte.
I det hele taget er dronning Margrethe ikke begejstret for at tale i telefon. Når det endelig lykkes at komme igennem til hende, skal samtalerne helst være korte og med et klart formål.
”Det er som regel os, der ringer til hende, medmindre hun vil noget særligt,” siger Anne-Marie.
Benedikte: ”Hun har ikke det der behov for at småsnakke, som vi andre har, og det har hun aldrig haft.”
Anne-Marie: ”Nej, hun ringer kun, hvis der er noget, hun vil spørge om, eller noget bestemt, hun vil tale om.”
Forholdet mellem søstrene var i barndommen ikke altid lige hjerteligt. “Jeg var en smadderforkælet unge og ganske utålelig som storesøster. Mit forhold til mine mindre søskende afspejler ikke den mest ærefulde side af min barndom,” har Dronningen tidligere fortalt.
Men det er mange år siden, og i dag værdsætter de hinandens selskab, eller som Anne-Marie udtrykker det: ”Vi er helt på bølgelængde.” Så ligeværdige, at storesøster både tager imod gode råd, ros og kritik.
”Så kan hun sige: 'Jeg har tænkt mig at gøre sådan og sådan, hvad synes du?'. Og så kan jeg sige: 'Måske skal du tænke på en anden måde.' Sjovt nok tror jeg, at vores holdning betyder meget for hende,” siger Anne-Marie.
Benedikte: ”Ja, det kan jeg godt tænke mig, at den gør. Måske skyldes det, at vi kommer fra helt den samme baggrund. Andre, hun spørger til råds, ser det fra en anden vinkel, mens vi er helt lige.”
Kan I også kritisere hende?
”Ja, hvis jeg synes, at der er noget at kritisere. Vi er jo nogle af de eneste, der kan gøre det. Men omvendt så roser jeg også. Det kan være noget, hun har sagt i en tale, og hvor jeg bagefter kan sige: 'Det der var rigtig godt',” siger Benedikte.
Anne-Marie: ”Hun kan vældig godt lide at få at vide, når hun har gjort et eller andet, som vi andre synes er godt. Hun sætter pris på den anerkendelse.”
Hvor god er hun til at indvie Dem, når der er noget, som går hende på?
Anne-Marie: ”Det er hun ikke så god til.”
Benedikte: ”Nej, det holder hun mere for sig selv, og det gælder nok for os alle. Men det kan ske, at hun åbner op, hvis vi kommer ind på noget, som hun ellers har følt har været vældig privat. Måske fordi en af os andre, helt ubevidst, har taget det op.”
Anne-Marie: ”For at være helt ærlig, så tror jeg, at hun synes, at det er vanvittigt hyggeligt, når vi er omkring hende. Sammen med os kan hun slappe fuldstændig af. Hun skal ikke agere noget som helst. Man kan sige, at det er et frirum for hende.”
Humoren har søstrenetil fælles, og den kommer især til udtryk i deres evne til at se komikken - også i mere vanskelige situationer. Noget de lærte af deres far, kong Frederik.
”Som børn og helt unge var vi ikke altid lige begejstrede, når vi skulle noget officielt. Men far sagde: 'Det er ikke alt, der er morsomt, men der sker som regel ting og sager, så brug jeres øjne godt'. Så vi kiggede rundt for at se, om der ikke skete et eller andet, der var en lille smule uden for det planlagte. Og det gjorde der jo ofte. Så når vi kom hjem, så gjaldt det om at fortælle hinanden, hvad vi havde set,” siger Benedikte.
Sådan kan de stadig finde på at gøre. Især Dronningen har en evne til at bemærke en sjov detalje eller episode. Det kan være under en rejse i udlandet eller ved en officiel begivenhed herhjemme.
Benedikte: ”Så bliver den registreret og måske sat ned på tegnebrættet.”
Også i kunsten finder Dronningen et frirum. Siden 1981 har hun været elev hos kunstneren Mable Rose. Hver torsdag eftermiddag, bortset fra under ferierne, kører hun til kunstnerhjemmet nord for København, enten for at blive undervist alene eller sammen med andre. Eftermiddage, som Dronningen holder meget stærkt på.
Anne-Marie: ”Hun kan have frygtelig travlt og være meget optaget, men så har hun sin kunst og heldigvis for det. Jeg tror næsten, at man kan sige, at den har været hendes redning.”
Benedikte: ”Det betyder meget. Det er noget med at få ny energi. Det lyder måske mærkeligt, men det får hun, når hun tegner og maler.”
En glæde, som hun gerne vil give videre til sine yngste børnebørn.
”Jeg tror godt, at hun kunne tænke sig, at de skulle male lidt mere - altså rigtigt male. Men det skal ikke være sådan noget med malebøger, hvor der er numre, som fortæller, hvilken farve, de skal bruge. Det er noget pjat, som hun ikke bryder sig om,” siger Anne-Marie
Det er ingen hemmelighed, at Dronningens sind kan være flyvsk. Hun kan være distræt og glemme tiden.
”Skulle hun som barn pakke noget ind eller ud af avispapir, så satte hun sig til at læse teksten,” siger Anne-Marie. - ”Og dermed fløj tankerne langt bort,” tilføjer Benedikte. Det drillede de hende med i ungdommen, og det gør de stadig, for så er hun sent på den, eller også er hun blevet grebet af en bog, og så er tiden pludselig gået.
Benedikte: ”Og så er hun væk fra det, hun ellers skal. Da er vi to måske lidt mere jordnære. Hvis der skal træffes en beslutning, så skal der træffes en beslutning, og så bliver det gjort. Det har vores ældste søster sommetider lidt sværere ved.”
”Du er nok den, der træffer beslutningerne mest. Jeg ligger lidt imellem,” siger Anne-Marie.
Mens det distræte hænger ved, så er Dronningen med årene blevet mere bevidst om at passe på sit helbred. Det har en dårlig ryg og svage knæ tvunget hende til.
”Efterhånden har hun fundet ud af, at det ikke kan nytte noget at prøve at holde ud for længe. På den måde er hun blevet bedre til at passe på sig selv. Det er derfor, man ser hende sidde mere ned end før i tiden,” siger Anne-Marie.
Hvilke tanker gør Dronningen sig om at blive ældre?
”Det tager hun helt naturligt. Og hun kan jo heller ikke lægge skjul på sin alder, og det gælder for os alle tre. Man kan jo slå op, hvor gamle vi er, og så er der ingen grund til at lege, at vi er 41 et halvt, vel,” siger Benedikte.
I hvert fald er fødselsdagen for Dronningen ikke bare noget, der skal overstås.
”Hun elsker sin fødselsdag. At blive fejret, ligesom vores far gjorde,” supplerer Anne-Marie og fortsætter: ”Nu har jeg boet uden for Danmark i så mange år, og jeg kan ikke forstå, at man skal fejre den store fødselsdag hvert femte år. Men sådan er det jo i Danmark, og det går hun meget op i. Der er hun meget dansk.”
Benedikte: ”Alderen kan man jo ikke gøre noget ved, men man kan sørge for at holde sig i form.”
Hvordan gør Dronningen det?
”Hun har elsket at stå på langrendsski, og hun har også danset ballet i mange år. Men ingen af delene er hun i stand til længere. Det er lidt synd, for det holdt hun virkelig meget af. Men hun er altid i gang. Det hjælper, når man bor i et stort hus med afstande og trapper,” siger Anne-Marie.
Især de senere år har Dronningen overdraget flere opgaver til kronprinsparret og prins Joachim og prinsesse Marie, og for den ældre generation er det en glæde at se, at de griber dem an på deres egen måde.
Anne-Marie: ”De gør tingene på en anden og nyere måde. Det er godt, for man skal forny sig. Jeg synes, at de gør det fantastisk, og jeg ved, at min søster synes det samme. Og så er hun vanvittig stolt af sine børnebørn.”
Benedikte: ”Hun kan se fremtiden gennem dem.”
Anne-Marie: ”Ja, fremtiden gennem Frederik og så lille Christian. Det er noget, der morer hende.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar