Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

tirsdag den 10. maj 2011

♔ Willian & Catherine (Kate) ♔




Og det skete i de dage i London engang.... at prinsesse Dianas ældste søn, prins William endelig skulle giftes med sin smukke kæreste, Kate Middleton.
Fredag den 29.april kl. 11:57 (dansk tid) steg briternes nye darling ud af bilen foran Westminster Abbey, og vinkede lykkeligt til de mange mennesker foran kirken - inden hun sammen med sin far, Michael Middleton, sin søster Philippa (kaldet Pippa) og 6 små brudebørn, to drenge og 4 piger, gik op ad den røde løber.
For enden af det lange, lange kirkegulv ventede prinsen - ja faktisk to, for Williams lillebror, prins Harry var selvfølgelig sin brors best man, på denne store dag.














For øjnene af de 1900 inviterede gæster, der var med i kirken, og 2 milliarder TV-seere verden over, sagde først William Arthur Philip Louis "I will" til sit livs kærlighed - 30 år efter, at hans egen mor og far gav hinanden deres ja - men det ved vi jo alle var en helt anden, og mere ulykkelig historie.
Derefter sagde Catherine Elizabeth Middleton de selv samme ord; "I will", og blev i samme øjeblik Hertuginde af Cambridge. Men som Diana blev Kate ikke prinsesse, da Dronning Elizabeth bestemte på bryllupsdagen, at parrets titler skulle være hertug og hertuginde af Cambridge. For parret var det sikkert af mindre betydning, det vigtigste for dem var, at de efter næsten 9 år sammen, endelig kunne sige ja til hinanden - og forhåbentligt leve sammen i medgang og modgang, til døden skiller dem ad.

Og de var lykkelige var de, på denne store dag, ingen tvivl om det - også selvom brudgommen ikke altid så sådan ud. Mon ikke han skænkede sin højtelskede mor en hel del tanker, som han sad der i den store kirke og lyttede til præsternes ord og alle salmerne? Desuden er William en genert og meget privat ung mand, så selvom han uden tvivl var glad og beæret over de mange, mange tusinde mennesker, der havde taget opstilling i Londons gader for at hylde ham og hans smukke brud, så tror jeg faktisk at han havde foretrukket - hvis han helt selv kunne bestemme - et lille, privat bryllup med kun de allernærmeste som gæster. Men når man er prins, og endda tronfølger i et af Europas ældste kongehuse, så forpligter det. Så må man pænt dele sådan en dag med folket.
- Folket som stimlede sammen foran Buckingham Palace, for at se det nygifte par træde ud på balkonen og give hinanden det kys som alle ventede på! Og de fik det - kysset, de fik endda to! That's it... Som dansker sidder man lidt og tænker "giv den nu gas - kys noget mere", for vi er sandelig bedre vant må man vist godt sige. Vi har vores egne prinser, som ikke holder sig tilbage med at vise deres følelser, den ene gjorde ganske vist engang, men det var ovre da han stod i Møgeltønder Kirke den 24. maj 2008 og så sin smukke brud komme op ad kirkegulvet. Siden blødte han gevaldigt op, og det klædte ham.
William stod pænt og ret, med hænderne foldet foran sig og kyssede sin brud - et kys er vel et kys? - Det havde måske været lidt mere romantisk og eventyrsagtigt, hvis han havde holdt om sin smukke Kate (Catherine) og virkelig vist, at hende er han sgu stolt af!
Men smukke var de - hele vejen igennem, og solen skinnede fra en skyfri himmel over London netop denne dag.
Dét er ganske vidst....









Prins William sad selv bag rattet i sin far, prins Charles' gamle, men meget velholdte Aston Martin, da han og Kate ved 16-tiden forlod receptionen på Buckingham Palace. Brudeparret havde lige et par timer, til at hvile sig og skifte tøj, inden der om aftenen igen var fest på det store slot.







Det er muligt at storesøster Kate, fik prinsen og det halve kongerige - men lillesøster Pippa rendte med en stor del af opmærksomheden denne dag. Smuk var hun nemlig, da hun som "maid of honour" gik bag sin søster op ad kirkegulvet, i sin hvide kropsnære kjole. Mon ikke mændene hjemme bag TV-skærmene pludselig vågnede op? Ihvertfald var der dagen efter oprettet en facebook-profil med navnet "Pippa Middleton Ass Appreciation Society", som idag har ikke mindre end 213.640 medlemmer.
Mange mener endda at prins Harry burde droppe kæresten, Chelsy Davy, og i stedet satse på den smukke Pippa - for hende vil de da gerne se meget mere til... :-)








De officielle bryllupsbilleder af det nygifte par:




Ingen kommentarer:

Send en kommentar