torsdag den 12. november 2015

Prins Henrik og WWF Verdensnaturfonden

Det er almindeligt kendt, at prins Henrik er særdeles glad for hunde; både sine egne og alle andre han møder på sin vej. Men Prinsgemalen er faktisk generelt glad for dyr, og interesserer sig for deres ve og vel. Således var han i 1972 med til at stable den danske afdeling af WWF (World Wildlife Fund) på benene, under navnet WWF Verdensnaturfonden.

Prins Henrik satte 35 indflydelsesrige personer stævne på Fredensborg Slot til et konstituerende møde om WWF Verdensnaturfonden. Organisationen startede som ren fundraising-organisation, hvor målet var at skaffe penge til organisationen IUCN, som arbejdede for at redde truede dyrearter.

Prinsgemalen, der har titel af præsident i WWF, har selv flere gange rejst til verdens yderpunkter, for aktivt at gøre en indsats for de truede dyr, men også for at se projekter blive holdt igang.

I Spanien var det ligeledes et kronet hoved der var præsident for landets WWF-afdeling, nemlig kong Juan Carlos, men den titel blev brat frataget ham i juli 2012 efter det kom frem at kongen tidligere det år deltog i en safari i Botswana, hvor han stolt nedlagde en elefant!?! Dét billede harmonerer ligesom ikke med WWF's arbejde for at bevare truede dyrearter.

Under sin rejse til Botswana faldt kongen og brækkede hoften, og det satte fokus på den ellers hemmelige jagttur. Spanske aviser kunne bringe billeder af kongen foran den nedlagte elefant, og så rullede skandalen. Ikke nok med at monarken havde skudt en elefant samtidig med, at han var ærespræsident i WWF – han brugte også en formue på denne jagthobby, mens en ud af fire spaniere stod uden arbejde og staten skar ned på alt fra offentlige lønninger til skoler og hospitaler.

Kongen har forsøgt at undskylde, men folkestemningen var imod ham. En underskriftsindsamling blev sat i værk for at få ham til at stoppe sit arbejde i WWF, og under en ekstraordinær generalforsamling i Madrid stemte 94 procent af medlemmerne for, at fjerne ham fra posten. Derfor valgte Verdensnaturfonden helt at stoppe samarbejdet med Juan Carlos, der selv var med til at grundlægge den spanske WWF-afdeling i 1968.

WWF erkender dog, at kongens elefantjagt ikke var ulovlig.

"Selvom denne type jagt er lovlig og reguleret, er den af mange medlemmer blevet dømt uforenelig med at være ærespræsident i en internationale organisation, der forsvarer natur og miljø, som WWF gør," skrev WWF i en pressemeddelelse.

Kongen har aldrig kommenteret sagen.


Tilbage til vores Henri, som i sidste uge vendte hjem fra en rejse til Vietnam som han foretog i sin egenskab af præsident for netop Verdensnaturfonden (28. oktober – 5. november). På rejsen havde Prinsgemalen ledsagelse af generalsekretær Gitte Seeberg, og formålet var blandt andet at besøge skovområder og parker.

Rejsen startede i den sydlige del af landet, hvor nationalparken Cat Tien var første punkt på programmet. Her besøgte prins Henrik blandt andet Ta Lai Langhuset. Huset er et øko-turismeprojekt, der skal beskytte naturen og dyrene, og samtidig sikre et indkomstgrundlag for de lokale.

"For circa 20 år siden besøgte jeg Cat Tien nationalpark. Jeg så faktisk et næsehorn dengang. Det var en meget stor oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. I dag kan jeg se, der er gjort mange fremskridt for at beskytte naturen og dyrene siden dengang," fortæller prinsgemalen, som dengang var så heldig at se et vildt næsehorn.

"Men det er meget trist, at næsehornet ikke lever her længere. Det er vigtigt, at WWF fortsætter arbejdet med at beskytte naturen og dyrene i samarbejde med de lokale befolkningsgrupper," siger Prinsegegalen, som under opholdet også sejlede i kajak og fik lejlighed til at høre om dengang Java-næsehornet levede i nationalparken. Prinsgemalen fik ligeledes forevist skelettet af det sidste næsehorn, der blev fundet dræbt i 2010.

Prinsgemalen tilbragte de første fem år af sit liv i Vietnam, det daværende Fransk Indokina, hvor faderen varetog familieinteresserne i de industriforetagender, som farfaderen havde grundlagt ved århundredeskiftet. Her boede familien Monpezat indtil 1939, hvor de vendte tilbage til Cahors i Frankrig. 

I januar sidste år (2014) besøgte prins Henrik i Indonesien for at tilse flere af WWF’s naturprojekter, og han fik blandt andet hjulpet babyskildpadder ud i havet:

“Jeg har endnu engang været meget glad for at være med WWF ude og rejse. På den måde kan jeg se med egne øjne, hvor vigtigt arbejdet er. Og det er altid dejligt at være sammen med andre, som er motiveret for at støtte naturen,” fortalte prinsgemalen dengang til WWF.



Og nu er den kære prinsgemal jo heller ikke kendt for at være kedelig. Så under en middag i Orangeriet på Fredensborg Slot, forsvandt han pludselig fra sin plads - og kort tid efter trådte en panda ind i lokalet. Den gik direkte hen til dronning Margrethe og drillede hende mens hun forsøgte at drikke en tår af sitvin. Og ja, det var såmænd prins Henrik der lige fik flettet en "vaskeægte" panda ind i festen.


    I anledning af prins Henriks 75-års fødselsdag i 2009, kom han på et specielt WWFF frimærke.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar