mandag den 31. august 2015

Letizia - ikke længere en hemmelighed (II)

Den største forskel mellem Letizia og andre af Europas kommende dronninger, som fek.s. vores egen Mary, Norges Mette-Marit eller Hollands Máxima, er den måde hun første gang trådte ind på den royale scene. Forlovelsen var en hemmelighed. Der havde ikke været den mindste snak om nogen som helst romance, og dermed heller ingen ugeblads-gætterier om ægteskab, for ingen kendte til romancen mellem hende og Felipe. Pressen havde altså ikke haft den mindste chance for at grave i fortiden, finde tidligere kærester, opsnuse eventuelle skandaler og lignende, som de jo ellers ynder at gøre i sådanne situationer.
Først da fodboldresultaterne lørdag aften den 1. november 2003 blev afbrudt, og nyhedsværten læste den officielle meddelelse om forlovelse op, vidste Spanien - og resten af verden - at der var en ny kronprinsesse på vej i det spanske kongehus.

To dagen efter annonceringen af deres forlovelse, mødte Felipe og Letizia så for første gang pressen sammen. Det skete i haven udenfor Felipes hus, Prince's Pavilion ved La Zarzuela - indtil da var det eneste billede der fandtes af de to sammen fra seneste Prince of Asturias Awards, hvor Felipe hilste på TVE-besætningen, heriblandt Letizia - hans på det tidspunkt, hemmelige kæreste. Det var den 10. september 2003. 


Nu var det ikke hemmeligt længere, og den officielle forlovelsesceremoni blev dateret til torsdag den 6. november klokken 12.30 ved El Pardo Paladset i Madrid - men parret valgte altså denne aften at møde pressen sammen foran deres kommende fælles hjem. Her sagde kronprinsen bl.a.: 
"Jeg er meget glad for endelig at kunne vise, hvor lykkelig Letizias kærlighed og vores forlovelse har gjort mig. Vi er meget glade for, at kunne dele vores store glæde med jer. For ethvert par, er det et vigtigt skridt til at blive forlovet. Letizia er kvinden, med hvem jeg ønsker at dele mit liv og ønsker at danne en familie. Jeg er overbevist om at hun forener alle kapaciteter der er nødvendige, for at påtage sig det ansvar og de opgaver der følger som prinsesse af Asturien og som fremtidig dronning af Spanien. Vi er meget forelskede, fulde af kærlighed, fulde af håb og selvfølgelig, viet til at tjene Spanien og spanierne. Tak." 

Senere samme aften var parret sammen med den øvrige del af kongefamilien til Mstislav Rostropovich koncert i Teatro Real, i anledning af dronning Sofías fødselsdag. Her fik de et stående bifald fra salen, da de havde sat sig på deres pladser i kongelogen.

Men bare fordi man ikke kendte til den kongelige forlovelse på forhånd - og til den kommende "kronprinsesse-aspirant", så betød dog ikke, at hun så ikke skulle kritiseres da hun endelig kom frem. Næh nej, så let er det ikke at blive forlovet med sit lands kommende konge, for noget skal medierne jo nok finde at pege fingre af. Og det skete såmænd allerede under den officielle forlovelsesceremoni om torsdagen. Her viste parret glade deres gaver til hinanden frem for den nysgerrige presse; hun sin fine diamantbesatte forlovelsesring, selvfølgelig - og han nogle meget fine manchetknapper i hvidguld og safir. Her er Letizia så igang med at svare på et spørgsmål, da Felipe afbryder hende. "Lad mig lige tale færdig ..." siger hun til ham, og begge griner de mens hun fortsætter med at fortælle det hun var igang med.

Men medierne synes ikke der var noget at grine af! De kaldte hendes handling nedladende og "pinligt for prinsen", og fluks var visse medier igang med at skildre den kommende kronprinsesse som en ubehagelig og arrogant kvinde ... Vi andre - jeg selv personligt - tænker bare at hun vel er en ganske almindelig, moderne kvinde på lige fod med sin mand, royal status eller ej, og at vi andre jo heller ikke selv bryder os om at blive afbrudt.

Men for spanierne kom Letizia ind fra sidelinien, og var noget af det mest kontroversielle der var sket i kongefamilien i årtier. For første gang i nutidens historie, skulle en borgerlig kvinde være fremtidens dronning. Og så var hun fraskilt! Den konservative del af Spanien var langt fra begejstrede for dét faktum, så det var selvfølgelig et emne den kulørte presse gjorde et stort nummer ud af at dække - de kunne slet ikke vente med at offentliggøre alle de oplysninger, de overhovedet kunne finde om hendes tidligere ægteskab. 

Der blev virkelig kogt suppe på Letizias udseende og tidligere ægteskabelige status, fremfor hendes hjerne og karakter. Alle kendte hende, for hun havde jo dagligt besøgt deres stuer som nyhedsoplæser på TV - men derfra og til at acceptere hende om deres lands kommende dronning, der var langt!
Færre interesserede sig for hvem hun egentlig var; en moderne spansk kvinde, meget repræsentativ for vores tid: ung, professionel, berejst, uafhængig og med personlige og professionelle erfaringer til fælles med millioner af hendes landsmænd. 

Men nu stod hun altså lige dér i sit hvide outfit hånd i hånd med sin kommende mand, hele landets kommende konge - og med hele familien på sidelinien. Det var en tydeligt glad, lettet og ikke mindst forelsket kronprins Felipe der præsenterede sin kommende kone den torsdag foran El Pardo Paladset i Madrid - nu kunne han endelig vise hele verden sin store lykke.

Fortsættes...

   Stolte forældre; kong Juan Carlos og Letizia's mor, Paloma Rocasolano.
   ...Og dronning Sofía sammen med Letizia's far, Jesús Ortiz.
   Forlovelsesmiddag torsdag aften den 6. november 2003
   Mandag d. 3. november 2003: første fælles møde med pressen foran Prince's Palace
    Mstislav Rostropovich koncert i Teatro Real 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar