tirsdag den 25. august 2015

Letizia - Begyndelsen på eventyret (I)

Hun blev født den 15. september 1972 i Oviedo i det nordlige Spanien, som Letizia Ortiz Rocasolano - datter af journalist Jesús Ortiz og sygeplejerske Paloma Rocasolano, som var blevet gift året forinden. I oktober 1973 blev den dengang 1-årige Letizia storesøster til Telma, og i april 1975 til lille Érika 
Forældrene blev skilt i 1998, og i begyndelsen af 2004 giftede Jesús Ortiz sig med journalisten Ana Togores, men trods skilsmissen har Letizias forældre bevaret et voksent, fornuftigt og fint forhold til hinanden. Således fulgtes de som det de var (er); brudens forældre, til deres datters bryllup med kronprins Felipe i maj 2004.

I Oviedo gik Letizia i en ganske almindelig kommuneskole, inden familien på grund af Jesús Ortiz' job som journalist i 1987 flyttede til Madrid. Her fortsatte hun sin videregående uddannelse på Instituto Ramiro de Maeztu. Senere uddannede hun sig til journalist, og har bl.a. en bachelor- og mastergrad fra Universidad Complutense de Madrid. 
På relativt kort tid fik hun en lynende karriere, hvor hun blandt andet arbejdede for CNN og spansk TVE, hvor hun reporterede fra det amerikanske præsidentvalg i 2001, terrorangrebet ved World Trade Center 11. september 2001 og krigen i Irak. I 2003 blev hun ansat som nyhedsvært på Spaniens mest sete nyhedsudsendelse, men få måneder efter kom den temmelig overraskende melding, at hun og kronprins Felipe var blevet forlovet, efter at have været kærester i knapt et år.


Det kommer vi tilbage til ... For på daværende tidspunkt havde hun allerede ét ægteskab bag sig; I 1998 giftede hun sig nemlig med kæresten gennem mange år, forfatter og lærer Alfonso Guerrero Pérez, et ægteskab der dog kun varede et enkelt år. Og fordi deres vielse havde været borgerlig, behøvede den romersk-katolske kirke ikke udstede en annullation, for at Letizia i fremtiden kunne blive gift ved et religiøst kirkebryllup - hvilket vi jo nu ved, at hun blev fem år senere. 

Letizia var en dygtig og vellidt journalist, og i 2000 modtog hun en Mariano José de Larra Award ved Press Association of Madrid, for sit arbejde som "Bedste journalist under 30 år." Hun var værdsat blandt sine kollegaer, der betragtede hende som en kærlig og seriøs pige, dedikeret, perfektionistisk, meget ansvarlig og med "et godt møbleret hoved".

I 2000 blev hun ansat hos Televisión Española, det nationale statsejede offentlige tv-selskab i Spanien, hvor hun arbejdede for nyhedskanalen 24 Horas. I august 2003, efter et par år som både morgen-nyhedsvært og udenlandsrapporter blev Letizia fast ansigt på nyhedsprogrammet Teledario 2, den mest sete nyhedsudsendelse i Spanien - imens var det stadig en velbevaret hemmelighed, at hun havde et forhold til den spanske kronprins.

Det var i november 2002, mens hun som udsendt journalist dækkede Spaniens største miljøkatastrofe, olietankeren Prestiges forlis ud for Galicien i Nordspanien, at Letizias liv ændrede sig for evigt ... Prinsen af Asturien, kronprins Felipe var fløjet til området for at tilbyde sin støtte til de værst ramte - og det var her, under denne frygtelige katastrofe, at de to faldt for hinanden.

Faktisk havde de allerede mødt hinanden en enkelt gang tidligere, til en privat middag året før hos en fælles bekendt, men sådan møder man jo så mange mennesker - det var her midt i oliekaos og en kæmpemæssig naturkatastrofe i Galicien, at de to faldt pladask for hinanden. Ingen, som i ingen medier havde den mindste mistanke om, at landets kronprins snart ville offentliggøre en forlovelse - og slet ikke at det var med en af de mest kendte tv-værter i Spanien. 

Forlovelsen blev offentliggjort lørdag den 1. november 2003 - og torsdag den 6. november præsenterede kronprinsen så sin forlovede til hele verden foran El Pardo Paladset i Madrid.

Fortsættes...

   Letizia (i pink) hjemme i køkkenet sammen med søstrene Érika (siddende) og Telma.
    Mor Paloma (bag Letizia) med en ven af familien.
 Letizia fotograferet med forældrene Jesús og Paloma, da hun tog sin master i journalistik i midt 90'erne.
    Letizia nåede at være gift med Alfonso Guerrero Pérez i et år (1998-1999)
   Udsendt journalist "i marken". Her bl.a. fra en moské under Irak krigen, iført burka.
Mariano José de Larra Award ved Press Association of Madrid 2000 "Bedste journalist under 30 år."
   10. september 2003: Første billede nogensinde af kronprins Felipe og Letizia sammen, taget ved 
   Prince of Asturias Awards, hvor Felipe hilste på TVE-besætningen, heriblandt Letizia - hans 
   på det tidspunkt, hemmelige kæreste. Bemærk deres blikke... <3 <3 <3
   Fine billeder der tydeligt viser, at Letizia godt nok er blevet voksen (surprise) men ligner sig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar