Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

mandag den 15. juni 2015

Carl Philip & Sofia - Bryllupsmiddag og fest

Selve bryllupsmiddagen og festen foregik i den gamle balsal kaldet Vita Havet, på Stockholms Slot. Blomsterdekorationerne var ligeså prangende flotte som i Slotskirken, og i salen var der dækket op med runde borde og ét stort langt hovedbord. Her sad naturligvis brudeparret, deres respektive forældre, søskende med kærester og ægtefæller - og såmænd vores egen dronning Margrethe. Hun havde brudens far, Erik Hellqvist og kronprinsesse Victoria til bords. 


Middagen forløb som sådan en nu engang bør, med taler fra begge fædre og brudgommen - og så havde bruden selv skrevet en kærlighedssang til sin mand, som hun dog ikke selv sang men fik fremført af sangerinden Molly Sandén (som lige nu hitter med sangen "kærlighed & krig" sammen med Burhan G.)  - og som efter alt at dømme rørte Carl Philip dybt. 

Efter bryllupsmiddagen blev der spillet op til dans, og musikken, der til at starte med blev leveret af bandet Icona Pop og siden blev overtaget af dj Avicii, var åbenbart så medrivende, at der var stor aktivitet på dansegulvet. Ifølge Svensk Damtidning var et af aftenens højdepunkter, da dronning Silvia gik på scenen og lod som om, hun stod med en mikrofon i hånden og mimede til musikken. Og inden da havde brudeparret danset rundt, mens de svingede med deres servietter i takt til musikken.

- Og der blev festet igennem til den lyse morgen. Kongeparret forlod først festen søndag morgen kl. 5.35. Til gengæld kørte højgravide prinsesse Madeleine og hendes mand, Chris O'Neill forholdsvis tidligt hjem...men vi ved jo også nu at fødslen var lige op over, eftersom Madeleine mandag middag nedkom med en søn. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar