Jon Bloch Skipper er historiker af fag, og han har gennem mange år særligt beskæftiget sig med kongehusets historie. I 2009 udgav han bogen "Tre søstre" - en bog baseret på samtaler med de tre royale søstre. Samtalerne tager udgangspunkt i talrige fotos, som giver et godt indblik i et varmt og nuanceret forhold mellem søstrene.
Den lykkelige kernefamilie var ikke kun det image, som kongeparret gerne ville give offentligheden. Det er overvejende sådan, Margrethe, Benedikte og Anne-Marie husker barndommen i 1950'erne. Det er vanskeligt at kalde det "almindeligt", at have adgang til både kongeskib og gobelinsal - men for dem var det jo almindeligt.
Prinsesse Benedikte supplerer: "Det begyndte, da vi mødtes omkring alt det praktiske i forbindelse med mors død. Vi skulle bl.a. igennem hendes efterladte ting. Trods sorgen var det faktisk morsomt. Vi hyggede os sammen, grinede ustandseligt og mindedes alle de gode situationer. Og så mødtes vi efterhånden stadig oftere."
Det var dronning Ingrid meget magtpåliggende at holde sammen på familien. Selvom søstrene som voksne boede i hver deres land, formåede hun at samle dem alle hver sommer - og den tradition lever Margrethe op til, ved hvert år at invitere hele familien til Gråsten. På Amalienborg har Dronningen da også sørget for, at hendes søstre har hver deres lejlighed. De fleste ved, at prinsesse Benedikte har sin egen lejlighed På Amalienborg, fordi hun kan indtræde som regent, færre er klar over, at også dronning Anne-Marie har en lejlighed, og at hun faktisk ikke så sjældent er i København.
Anne-Marie: "Familien betyder meget, det er helt afgjort. Jeg ved også fra min egen familie, at vi gør alt for, at vi kan samles ihvertfald én gang om året - om vinteren, til jul eller hvornår det nu kan passe. Vi kommer hinanden ved. Det tror jeg, vi alle tre mener, er vigtigt.
Benedikte: "Hvis man ikke mødes, så tales man ved over telefonen og hører, hvad de andre går og laver. På den måde holder man forbindelsen ved lige."
Margrethe: "Vi har jo blandt andet haft den store glæde, at opleve hinandens bryllupper, og vi har altid sørget for at være samlet omkring familiefester og større begivenheder. Det går vi op i med stor entusiasme. Og da vi skulle fejre sølvbryllup, skulle vores søskende og deres mænd og børn naturligvis med. Vores børn er også blevet gift forholdsvis tæt på hinanden igennem en årrække, så det var dejligt. Vores børn er glade for og kender hinanden rigtig godt."
Jon Bloch Skipper har ikke, som de kulørte ugeblade har for skik, på nogen måde forsøgt at komme bag på de kongelige. Han har ladet de tre søstre sige netop det, som de, passende adspurgt, havde lyst til at sige om sig selv og deres indbyrdes forhold nu og i barndommen. Derved opnås den umiddelbare fordel, at de adspurgte får lejlighed til at karakterisere sig selv og hinanden gennem deres respektive selvopfattelser i samspil med samtalepartnerne - og derved bliver det ganske åbenbart, at disse tre royale personer også er sådan, som vi alle sammen går og regner med;
Dronning Margrethe er den intelligente og mundrappe kunstnermonark, med sin fars humørfyldte og udadvendte facon. Hun lærte meget tidligt at tale, og har efter eget udsagn aldrig kunnet holde kæft siden. Hun husker som en bjørn, selv de mindste sanseindtryk fra den tidligste barndom, og hun fortæller med arme og ben. Hun behersker det danske sprog som få, det er fyldt med metaforer og stemningsindtryk. Hun er vant til at snakke - og til, at der bliver lyttet. At hun også mestrer modersmålets mindre pæne gloser, bliver tydeligt, da en af de kongelige gravhunde bider majestæten i benet under interviewet.
Til gengæld kan hun, ifølge Anne-Marie, stadig blive genert: "Ja, men det er meget mindre nu. I dag hviler hun mere i sig selv, men jeg ser hende da en gang imellem i situationer, hvor hun godt stadig kan virke lidt genert. Hvis hun f.eks. ikke er hovedperson. Det mener jeg ikke på nogen dårlig måde, men som dronning er hun jo vant til at få at vide, hvad hun skal, og hvor hun skal være, og hvis hun så kommer uden for de rammer, så kan hun godt blive lidt genert. Hun vil jo allerhelst bare altid gøre sit bedste."
Prinsesse Benedikte er modsat sin storesøster tilbageholdende og en smule genert. Hun er korrekt i alt, hvad hun foretager sig. Hun tænker sikkert meget over, hvad hun siger, og hvordan det bliver sagt. Hun er den af søstrene, der både af udseende og sind ligner altid stilbevidste dronning Ingrid mest. Ligesom moren er prinsessen ulasteligt klædt og på alle måder afstemt til lejligheden.
Dronning Anne-Marie virker som den mest opmærksomme af søstrene. Hun er venligheden selv, udstråler balance og naturlighed, og er uden tvivl et følelsesmenneske. Når hun fortæller om sit liv, orienterer hun sig først og fremmest efter, hvad hun selv eller andre følte på et givent tidspunkt. Hun besidder sandsynligvis stor empati og er f.eks. den af de tre søstre, der helt naturligt byder intervieweren vådt og tørt.
"Men jo, som barn har jeg sandsynligvis ofte været den irriterende storesøster," siger dronningen i bogen.
- "Ja, du var ret dominerende, når vi nu skal tale frit," siger Benedikte og husker, at hun engang blev nødt til at tage hævn: "Min storesøster var ikke kun fire år ældre end jeg - hun var også større. Så der var ikke andet at gøre end at bide hende i armen. Kan du huske det?"
Det kan storesøsteren! "Ja tak, jeg kan lige se dig. Du tog fat med begge hænder, og så satte du ellers tænderne i kødet - HAPS! Jeg så pludselig Benediktes to små buttede hænder gribe om min underarm. Jeg husker hendes tænder og det rasende blik mellem de små poter."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar