Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

mandag den 30. maj 2016

Prins Oscars dåb - ankomst til kirken

Fredag den 27. maj fik Sveriges lille prins Oscar helt officielt sit navn, da han blev døbt i Slottskyrkan i Stockholm. Og at det netop blev den 27. maj er ikke spor tilfældigt. Den dato har nemlig en helt særlig betydning for hans forældre - og i særdeleshed hans far, prins Daniel - der på præcis samme dato for syv år siden, fik en ny nyre. 

Daniel, der inden brylluppet med kronprinsesse Victoria i juni 2010 bar det borgerlige efternavn Westling, var nemlig født med en alvorlig nyresygdom og gik i dialyse flere gange om ugen. Men den 27. maj 2009 fik han indopereret en ny nyre - doneret af hans far, Olle Westling.
Prins Daniel har tidligere selv kaldt dagen "den dag, jeg fik livet tilbage." 

Så selvfølgelig måtte det være netop den 27. maj 2016, at det yngste skud på stammen i prins Daniel og kronprinsesse Victorias lille klan, skulle have sit navn.
Den lille gut ankom til Slottskyrkan på armen af sin mor, og klarede hele seancen i stiv arm - først da præsten løftede ham op og gav ham navnet Oscar Carl Olof, Prins af Sverige, hertug af Skåne, stak den bette fyr i et hyl som dog hurtigt var ovre igen. Til gengæld havde både hans storesøster, prinsesse Estelle og specielt hans kusine, prinsesse Leonore masser af krudt i måsen - og fik heldigvis lov til at fyre noget af det af under gudstjenesten. Så dejligt afslappede er de faktisk i det svenske kongehus, og det var en sand fornøjelse at se lille Leonore danse omkring og holde sin egen fest. 

Fortsættes ... 

   Lige efter hovedpersonen og hans familie gik de fem faddere - vores egen kronprins Frederik 
   og kronprinsesse Mette-Marit af Norge, prinsesse Madeleine med lille Leonore på armen,
   samt prins Daniels fætter, Hans Åström og kronprinsesse Victorias fætter, Oscar Magnuson.
   Chris O'Neill og lille prins Nicolas fulgtes med prins Carl Philip og prinsesse Sofia.
   De stolte bedsteforældre; Kong Carl Gustaf og dronning Silvia.
   Det andet hold mindst ligeså stolte bedsteforældre: Ewa og Olle Westling.
   Prins Daniels søster, Anna Westling Söderström og hendes mand, Mikael Söderström.
   Deres ægtefæller var begge blandt lille prins Oscars faddere, så derfor fulgtes Norges 
   kronprins Haakon og vores egen kronprinsesse Mary med hinanden til barnedåben.

lørdag den 21. maj 2016

Prins Henrik og Main Avec Lyre

Det var en glad og veloplagt Prins Henrik der fredag aften havde familien med i Det Kongelige Teater.
Her gav Den Kongelige Livgardes Musikkorps koncert, og i pausen afslørede prins Henrik den smukke skulptur, som han har lavet til Stærekassen, som er den del af teatret hvor Den Kongelige Livgardes Musikkorps øver til daglig. 


Prins Henrik blev for et par år siden spurgt, om han ville lave en skulptur og igår kunne han så endelig afsløre kunstværket, Main Avec Lyre - på dansk Hånden med lyren. Og han havde stor opbakning fra sin familie. Både Dronningen, kronprins Frederik, prins Joacim og prinsesse Marie var til stede, og det samme var tre af Prinsens børnebørn. Kronprins Frederik havde nemlig taget prins Christian og prinsesse Isabella med, mens prins Joachim og prinsesse Marie havde Prins Felix med.

Dansekompagniet Pivot havde kort før pausen med den smukkeste dans fortalte publikum, hvad der skulle ske. De havde nemlig lavet en visuel udgave af prins Henriks skulptur og dansede, mens Den Kongelige Livgardes Musikkorps spillede prins Henriks Honnørmarch - og da det endelig skulle afsløres hvad der gemte sig under klædet, gav prins Christian sin grand papa en hjælpende hånd.