lørdag den 8. april 2017

Prinsesse Marie - Legion d'Honneur

På vegne af Frankrigs Præsident udnævnte Francois Zimeray, Frankrigs Ambassadør i Danmark, Prinsesse Marie til storofficer af den franske Æreslegion.


"Det er en stor ære for mig, og den vil jeg gerne dele med alle dem, jeg arbejder sammen med og som støtter mig i hverdagen. Min mand, min familie, mine medarbejdere, mine protektioner og de personer, som omgiver mig."


Det var med stor varme i stemmen, at prinsesse Marie på fransk takkede for den fornemme franske orden ”Grand Officier dans l’Ordre de la Légion d’Honneur", som hun igår modtog på den franske ambassade i København.


Få minutter før havde den franske ambassadør, Francois Zimeray, gjort prinsesse Marie til Storofficer af Æreslegionen. Under ambassadørens flotte og rosende tale til prinsesse Marie havde hun prins Joachim og sin svigerfar, prins Henrik, ved sin side - og på forreste række blandt de mange specielt inviterede stod prinsessens meget rørte far, Alain Cavallier, mor, Françoise Grassiot, og hendes to yngste brødre, Charles og Edouard Cavallier.

Ordenen vidner om Frankrigs dybe hengivenhed for den kongelige familie og for Danmark”, understregede ambassadøren i sin tale til Prinsessen. "Som mange andre europæere har De giftet Dem med en ny nation, alt imens De stadig er forbundet med den De kommer fra. De er engageret i vor tids store udfordringer: De er stærkt engageret i Civilforsvaret, De bekymrer Dem om madspild og om tilstanden af den Jord, vi overlader vore børn. De kerer Dem for unge og deres uddannelse, hvad enten det er i kampen mod autisme, hjælp til børnene på hospitalet i Odense eller Deres arbejde i den danske UNESCO kommission. Og hvad skal egentlig uddannelse uden fattigdomsbekæmpelse nytte: Deres engagement til fordel for danske Ngo’ers nødhjælpsarbejde er forbilledligt”.



Det at blive dekoreret af mit fødeland, Frankrig, i Danmark, landet, jeg har tabt mit hjerte til, er for mig både bevægende og et udtryk for agtelse og venskab. At arbejde for det ene land uden at glemme det andet er det, der motiverer mine handlinger og mit engagement for at bringe de to lande tættere på hinanden gennem kulturen, gennem uddannelse og gennem støtte til gode humanitære og sociale formål," lød det bl.a. fra prinsesse Marie i takketalen.

                         

Efter at have holdt takketale var der knus og kram fra prinsesse Marie til først prins Henrik, derefter et kærligt kys til prins Joachim og sidst men ikke mindst store knus til prinsesse Maries tilrejsende familie. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar