søndag den 2. oktober 2016

Dronningen og Luthers rose


Overrasket. Ja, sågar vældig overrasket. Det var, hvad Hendes Majestæt Dronning Margrethe blev, da hun for halvandet år siden fik en henvendelse fra Slotskirken i den tyske by Wittenberg med en opfordring til at bidrage med et alterforhæng til en af kirkehistoriens mest berømte kirker.

Fra tysk side var ønsket, at dronning Margrethe skulle designe et antependium til kirken, som reformatoren Martin Luther skrev ind i kirkehistorien, da hans 95 teser blev slået op på kirkedøren i 1517. Som optakt til 500-årsjubilæet for den lutherske reformation er kirken blevet restaureret. Søndag den 2. oktober genåbnes kirken, og ved den lejlighed vil dronning Margrethes antependium blive taget i brug for første gang.

Dronning Margrethe tager imod på Fredensborg Slot. Hun venter i sit arbejdsværelse med de kraplak-farvede vægge. Fra værelset er der udsigt til den brede akse gennem barokhaven, som forbinder Fredensborg Slot med Esrum Sø. Nordsjællands landskab anes i det fjerne. Bakket og grønt. 

Det er her i arbejdsværelset, der er prydet af dronning Juliane Maries store familieportrætgalleri med 24 malerier, at en god del af antependiets broderier er blevet til. Antependiet er for længst kørt til Wittenberg, så denne formiddag er et bundt med rester af broderigarnet gemt i Dronningens sytaske det nærmeste, man kommer på at fornemme farvespillet på antependiet. Mens lyset strømmer gavmildt for årstiden ind gennem et af de sprossede palævinduer, åbner dronning Margrethe sin sytaske og finder posen med bomuldsgarnet i udsøgte farver, som hun har brugt til det omfattende arbejde.


”Det begyndte med, at jeg blev opfordret, og i maj 2015 besøgte jeg Wittenberg og så kirken. Man ønskede, at det skulle være et rødt antependium, man kunne bruge i pinsen og ved særlige festlige lejligheder. Pinsen er Helligånden, og det har noget med flammer at gøre, så jeg så for mig, at det ville være flot at bruge flammemotivet. Der er en dobbelt symbolik i det motiv, for flammer passer vældig godt til Luthers person. Der stod virkelig ild af ham. Han var en flammende type med et kolossalt fut i, som kan sætte brand i mange.”

Til midtermotiv har Dronningen valgt Lutherrosen. Hvilket forhold har Dronningen til dette symbol?

”Jeg syntes, det var vældig oplagt at bruge Lutherrosen som det samlende midtermotiv. Lutherrosen sidder over døren til det hus, hvor han boede i Wittenberg. Det er den hvide rose med fem blade, som er typisk for middelalderens stiliserede rose, og i midten er et sort kors på et rødt hjerte. Rosen er meget central i kristen symbolik.”

Sarons rose?

”Ja. Den vilde rose er så regelmæssig, dufter, og samtidig er den omgivet af torne, hvilket giver en ekstra dybde. Jeg har også brugt Lutherrosen på en af messehaglerne til Haderslev Domkirke, men det var først, da jeg sad med nogle brochurer fra Wittenberg, at det gik op for mig, at Lutherrosen er hvid. Jeg har ved flere lejligheder gengivet den i rød. Man kan jo lære ...”

I år er det 40 år siden, at Dronningen lavede de første kirketekstiler. Det var tre messehagler til kirken på Fredensborg, hvor hun stod for skitser og en del af broderierne. Siden de første kirketekstiler har hun holdt sig til frihåndsbroderi med såkaldte petit point-sting, som er en stramajteknik. 

"Man bruger mange timer på det, og man arbejder med det helt kontinuerligt, for en ting var, at jeg havde besluttet, hvordan det skulle tage sig ud. Men hvordan de enkelte sten skulle lægges, det ved man først, når man sidder med det. Jeg tegner mit mønster i hånden på kvadreret papir. Farverne har jeg inde i hovedet, men i sådan et tilfælde som her, har jeg tænkt mig vældig grundigt om, hvad jeg vil med farverne. Jeg har et bestemt antal af de røde farver, som jeg bruger, men der er ingen postkasserød eller julerød, men et antal af de mørkere og lysere røde, orange og pink, så de røde farver blander sig. Jeg bruger flere farver af gangen for at få de enkelte virkninger frem. Det giver mere dybde, og så er det væsentligt sjovere at sy.”


Det var en ære, da Dronning Margrethe blev spurgt af Wittenberg Kirkes folk, om hun ville sy klædet, og derfor har hun brugt lang tid på det, fortæller hun:

"Jeg synes, det var en spændende udfordring, hvor jeg indimellem tænkte: ’Du er ikke rigtig klog’. Men det meste af tiden var jeg virkelig bidt af det. Det var en stor fornøjelse at sidde med det dag efter dag.

Derfor var det også til tider svært at lægge klædet fra sig," siger dronningen.

- "Det er faktisk ret opslugende, og det kan være helt svært at holde fingrene fra det på en dag, hvor man egentlig har mange andre ting, man skal ... Når man laver noget på den måde, og det vokser mellem hænderne på en, så er der mange gange, hvor man tænker: ’Jeg kan da godt nå en halv time til. Jeg skal liiiige se, hvordan den næste farve virker."

Dronning Margrethes eget liv er et eksempel på, hvordan forholdet til kirkegang kan ændre sig gennem livet. Et par år efter hun var blevet regent i 1972, besluttede hun sig for at prøve at gå i kirke, så mange søndage som det var muligt, når hun var i Danmark. Hun har i tidligere interviews understreget betydningen af, at der ikke nødvendigvis er en modsætning mellem tro og intellekt.

”Man skal virkelig bruge både hoved og hjerte. Der er frit slag til begge sider. Nogle søndage er det det ene, man får en masse med hjem til, og andre søndage er det måske det andet. Før jeg blev regelmæssig kirkegænger, havde jeg vel en forestilling om, at det skulle være åh så inderligt, og det lå mig i hvert fald delvist temmelig fjern. Men så opdagede jeg, at der var en masse spændende ting, man kunne tilegne sig, og en viden, der kalder på den mere intellektuelle side. Men den intellektuelle side er heller ikke nok.”

”Jeg kan sagtens få den videnskabelige verden til at gå hånd i hånd med troens verden. Jeg er videnskabeligt interesseret i eksempelvis arkæologi og derfor også interesseret i andre emner, som går langt længere tilbage i tid end mennesker og dyr. Jeg tror, mennesket har fornemmet, at der er noget, og så har de fået det at vide. Og det er der, kristendommen kommer ind. Det er Gud, som har skabt os alle og hele verden. Universet er ikke blevet til af sig selv. Det er skabt. Jeg ved udmærket godt, at der er folk, som bilder sig ind, at det kan man ikke sige, når man ved, at universet er endeløst, men jeg synes, at når man har sagt endeløst, så har man også sagt, at der må være noget udenfor igen.”

Hvad er for Dronningen kendetegnende ved en god gudstjeneste?

”En rigtig god gudstjeneste er der, hvor evangeliet, de øvrige tekster, prædiken og salmevalg hænger ubrydeligt sammen. Luther var ikke bare glad for musik, men decideret musikalsk, skrev en række salmer og gjorde meget ud af, at en gudstjeneste skulle være en festlig begivenhed. I dag har de fleste gudstjenester i folkekirken et festligt tilsnit. Man skal ikke gå rundt og putte med det. Det kommer delvist fra Luther, men også fra Grundtvig, som jo var en mand for hvem den festlige side betød meget. Det, vi synger fra søndag til søndag, er noget af det bedste."

”Jeg synes, at en af glæderne ved at gå i kirke er det at gale med på salmerne, alt hvad man kan. Jeg ville ønske, at folk turde synge med. Man deltager i gudstjenesten ved at synge salmer. Jeg har ikke meget stemme, men jeg har altid kunnet lide at synge. Det gør jo ikke noget, hvordan man synger, for der er både orgel, et lille kor eller en forsanger.”

Er der led i gudstjenesten, som betyder noget særligt for Dronningen?

”Jeg sætter stor pris på altergangen og har gjort det, siden jeg blev fast kirkegænger. Det er en stærk ting med en altergang, og man kan komme med, hvad man nu har i sig den dag. Kan man ikke glæde sig over andet i gudstjenesten, så er der altid altergangen.”

Det er ikke kun et stykke brød og en sjat vin og et symbol. Det er noget. Man modtager brød og vin, men man har lov at sige: ’Ja; det er nu, det sker.’ Det er både et mysterium og noget håndgribeligt.”

Dronningen slår korsets tegn i forbindelse med velsignelsen. Hvad er baggrunden for den praksis?

”Det er noget, jeg virkelig føler, at jeg gerne vil gøre ved nadveren og i forbindelse med velsignelsen. Min far gjorde det. Han sagde aldrig til os børn, at vi skulle gøre det, men jeg syntes, det var sådan en fin tradition, og så kunne jeg også godt lide at gøre det over for min mand, som er vokset op i en katolsk tradition. Og så læste jeg jo, at Luther også brugte korstegnet. I sammenhænge, hvor vi er sammen med slægtninge, som er katolikker, er korstegnet også en måde at vise på, at så forskelligt er det heller ikke.”

I forbindelse med kirkebønnen bedes der hver søndag for Dronningen og den kongelige familie. Det fremgår af vejledningen til kirkebøn at man skal bede for monarken.

Hvad betyder kirkebønnen for Dronningen?

"Jeg bliver meget ydmyg, hver gang jeg hører kirkebønnen, og jeg føler en forpligtigelse til at gøre det så godt, man kan med alting. Den forpligtigelse bliver understreget for en om søndagen, og uden Guds hjælp går det ikke.”

Hvordan kan Guds hjælp erfares?

”Der kan være vanskelige tider, og tider, hvor det ser rigtigt ud alt sammen, men der er et fast punkt et eller andet sted, hvor man nok skal blive holdt fast, selv om det kan se broget ud. Jeg var helt sikker på, at Gud skulle med i mit valgsprog. Gud var med i min fars valgsprog, og det betød vældig meget for min far. Jeg fandt frem til valgsproget ret sent. Da vi blev klar over, at min far næppe ville overleve sin sygdom, måtte jeg sætte mig ned og tænke mig godt om, hvad jeg ville. Det var inden, jeg blev nogen særlig kirkegænger, men jeg var ikke i tvivl om, at Gud skulle med. For det her kunne jeg ikke klare alene, og det måtte gerne understreges for mig selv og for andre. Et valgsprog er noget, man bliver kendt på, men det er også en opsang til en selv.”


Hvad tænker Dronningen, at man melder sig ud af i det øjeblik, man måtte melde sig ud af folkekirken?

”Man ved jo ikke, hvorfor folk gør, som de gør. Det kan være nogle, som mener, at hvis de ikke synes 100 procent, at de tror, som de synes, de skal tro, så skal man melde sig ud. Jeg tror, der er mange, som ikke ved, at vi ikke behøves at synes så meget. Man kan bare være medlem. Man kan gå ind i kirken, og man kan også lade være. Der er ikke nogen, som går og tjekker efter, og det er værdifuldt. Man kan have perioder, hvor man ikke føler den mindste trang til at gå i kirke, og så en dag tænker man, at det vil jeg alligevel, og så kan man tage det derfra, og ingen behøver at vende sig om og sige: ’Gud, kommer han’, for man kan bare være kirkegænger. Fra kirkens side skal man da klart være opmærksom på medlemstallet, og der er mange meninger om, hvad man skal gøre, men jeg tror, man skal passe mægtigt på ikke at lave hvervekampagner. Sådan synes jeg slet ikke, det skal være.”

Bevares den nuværende folkekirkeordning, vil kronprins Frederik en dag efterfølge dronning Margrethe som øverste myndighed for folkekirken sammen med Folketinget.

Hvad har Dronningen gjort for at forberede Kronprinsen på den opgave?

”Jeg ved ikke, hvordan det bliver med Frederik. Hvis der er noget, jeg ikke vil, så er det at trække ting ned over hovedet på folk og slet ikke mine egne børn. Jeg kan stole på, at det vil komme. Ingen ville nok heller have forestillet sig, at jeg skulle blive noget særligt synligt medlem af folkekirken, da jeg var tronfølger. Sådan nogle ting sker.”

   Dronningen hiver en god gammeldags papirkalender op af tasken. »Nej, næste uge, den går ikke. Der er vi på Færøerne«. Majestæten bladrer lidt videre i kalenderen. »Nej, vi må gøre det færdigt idag«. Foto: Joachim Adrian

Hvad tænker Dronningen om evigheden?

”Det er alt det, som man slet ikke kan sætte ord på, der ligger ud over vores menneskelige erfaring, når vi taler om livet, som vi ved får en ende, men som alligevel ikke får en ende. En dag er ens liv slut, men det slutter ikke bare sådan. Det er jo ikke særlig struktureret, hvad man går og forestiller sig. Nogle gange har man ganske primitive forestillinger, hvor det virker ganske konkret, men hvor man også er klar over, at så konkret kan det ikke være.”

”Men det er ikke ud i den store tomme intethed. Det er jeg helt sikker på. Og det er da i hvert fald en af de ting, man får gennem troen og kristendommen. Heller ikke den vej skal man gå alene. Der er én, som har været gennem det hele.”

   Wittenberg, søndag den 2. oktober 2016

Dette indlæg er frit sammensat af interviews fra Kristeligt dagblad / Politiken.dk / dr.dk


4 kommentarer:

  1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  2. Ja, fordi jeg skulle rette en tastefejl.
    Her er kommentaren igen:
    ...
    Kære medmenneske, som har sat dette sammen !
    Hvor er det en glædelig oplevelse at læse og se de meget livfulde fotos.
    Jeg søgte på nettet at SE den alterdug, som dronning Margrethe har lavet,
    og der fandt jeg kun nogle små fotos af den, så den ikke virkelig kunne ses.
    Men så kom dette her frem, da jeg forsøgte under "images". ...
    Det er SÅ fint og beskriver til fulde, hvad jeg søgte,
    nemlig både HVORDAN den virkelig ser ud,
    og HVORFOR det har inspireret vor dronning at lave den.
    Så du skal have inderligt TAK !
    Hvor ER det dog et skønt arbejde,
    vor dronning har skænket Wittenberg, Tyskland og vor verden !
    En hyldest til Livets Lys og Ånd,
    og til det snarlige 500-år - i 2017,
    for reformationens gennembrud i Tyskland.
    Med kærlige hilsner.

    SvarSlet
  3. Tusind tak, kære Tine Schmedes.
    Hvor bliver jeg GLAD når jeg læser dine søde ord; glad for at nogen kan lide mit "arbejde", men endnu mere glad for at du netop på min blog fandt det du søgte.
    Jeg synes personligt også at det er et utroligt flot stykke arbejde dronningen har lavet med alterdugen, og jeg kunne slet ikke lade være med at lave et indlæg om det. Og billeder er jo ligesom bare prikken over i'et, ikk? Vi vil jo gerne SE det flotte værk både før (som skitse), under og efter.
    Tak igen fordi du gav dig tid til at skrive til mig, det gør mig oprigtigt GLAD :-)
    Med kærlige hilsner Christina

    SvarSlet
  4. Levende, åbne hjerter, der ånder frit, vendt til hinanden.
    Så er livet velsignelse !
    TAK.

    SvarSlet