lørdag den 6. februar 2016

Prinsesse Marie 40 år

Hun er sin mands bedste coach. Og hun er bange for edderkopper – i hvert fald mere end sin mand, som bliver sat til at få småkravlet af vejen, når det søger inden døre i den kongelige villa i Klampenborg. Det har hendes mand fortalt ... Prinsesse Marie fylder 40 år i dag, lørdag den 6. februar 2016, og i den forbindelse har hun givet et par interviews, som vi her har "klippet sammen" til ét - tilsat nye skønne billeder af fødselaren.
Stort tillykke til Danmarks smukke prinsesse. 

Flere år før de sagde ja til hinanden i Møgeltønder Kirke, mødtes Marie Cavallier - som hun hed på det pågældende tidspunkt - og prins Joachim tilfældigt til en jagtmiddag på et dansk gods. Marie var inviteret til arrangementet med sin daværende kæreste, men kom under middagen til at sidde ved siden af den danske prins. Han var den eneste i selskabet, der kunne tale Maries modersmål, fransk, og de to talte længe om byernes by, Paris, hvor Marie kom fra. Aftenen var hyggelig, men mere lå der ikke i det, understreger prinsessen.

"Jeg var jo sammen med min kæreste, og han var gift. Så det var bare et hyggeligt møde."

De næste par år mødtes de to yderligere et par gange ved forskellige sammenkomster, og efter prins Joachim i 2004 var blevet separeret, tog han kontakt til Marie og de mødtes i Paris. Herfra udviklede forholdet sig langsomt - og ikke helt uden komplikationer.

I interviewet med Billed-Bladet fortæller Marie, at hun havde svært ved at se sig selv i rollen som prinsesse, hvor hendes hidtil relativt anonyme tilværelse fra dag til anden ville være en saga blot. De mange spørgsmål, der trængte sig på, fik Marie og Joachim til at holde en lille pause.

"Når det bliver alvorligt, kommer der også mange overvejelser: Er jeg klar til at blive gift? Er jeg klar til at opgive min anonymitet? Kan jeg bære det ansvar at være medlem af kongehuset? Hvad bliver min rolle?", fortæller prinsesse Marie til Billed-Bladet, men efter kort tid fra hinanden, var Marie ikke længere i tvivl: hun elskede Joachim og var klar til at springe ud i alt hvad et forhold med en prins måtte indebære. 

"Fordi jeg er så fornuftig, kom kærligheden langsomt. Jeg ville ikke bare give mig selv hen. Jeg ville være forsigtig. Men derefter var jeg ikke i tvivl; Joachim var 'the man of my life'", siger hun i interviewet, hvor hun også erkender, at det ikke var nogen nem opgave at træde i kronprinsesse Mary og tidligere prinsesse Alexandras fodspor, og finde sit eget ståsted: "Jeg er stadig ved at finde det, og jeg synes, jeg er nået et godt stykke vej. Men det har ikke været nemt at definere min rolle. Der findes ingen uddannelse til det. Alt skal læres ét skridt ad gangen. Først landet, sproget og kulturen – og så skulle jeg finde ud af, hvordan jeg kunne bidrage med mine kompetencer. Det var svært at finde sin plads, at være den tredje prinsesse. Hvor skulle jeg bidrage? Det vigtigste har været - og er stadigvæk - at stole på sin intuition, lytte til sit hjerte, at være sig selv og at prøve at gøre sit bedste."

Hun fandt dog hurtigt en stor støtte i sin mand, som hun også i dag kalder sin bedste sparringspartner. Parret blev gift i Møgeltønder Kirke den 24. maj 2008, og i dag er Marie ikke bare faldet til i kongefamilien, men også i Danmark:

"Jeg elsker min rolle som mor og gift kvinde, og jeg synes, der er sket så meget i løbet af de otte år, jeg har været i Danmark. Hvis mit liv fortsætter i samme rytme, er jeg spændt på at se, hvad der kommer de næste ti år."


Svigerforældrene, dronning Margrethe og prins Henrik, har været gode støtter for prinsesse Marie, siden hun trådte ind i kongefamilien og flyttede til Danmark:

"Dronningen har lært mig om pligtfølelsen. Hun er en kvinde, som tænker meget på sit land og ser ikke kun sin funktion som en pligt, men som et ansvar. Det har været meget motiverende og inspirerende for mig, og hun og prinsgemalen ved en masse om alt – historie, kunst, religion… Det er meget spændende at sidde sammen med dem og høre deres samtale. Jeg suger til mig og prøver at lære så meget som muligt." 

Prinsesse Marie er familiemenneske med stort F, og hun er da også meget ærlig omkring, at hun nyder, at hun, prins Joachim og deres fælles børn er kommet tættere på prins Joachims ældste sønner, efter de i sommeren 2014 flyttede fra Schackenborg Slot i Sønderjylland til hovedstaden, hvor familien i dag bor på Emiliekildevej i Klampenborg, og hvor børnene prins Henrik og prinsesse Athena går i den lokale katolske privatskole, Sct. Joseph Søstrenes Skole. Salget af Schackenborg og kongehusets farvel til Sønderjylland vakte ikke udelt begejstring for prinseparrets, men familien virker glade for deres beslutning, og at hele familien oftere kan være samlet, betyder langt mere end gode placeringer i diverse meningsmålinger.

"Selvfølgelig er det fantastisk at være så tæt på hinanden nu. Vores fire børn elsker hinanden, og de har det så godt sammen. Henrik og Athena er rigtig glade for nu at kunne se Felix og Nikolai oftere."

For prinsesse Marie, der selv er vokset op i en familie med fire halvbrødre og et skilt forældrepar, har det været vigtig aldrig at gøre forskel på de fire børn:

"Jeg ved, hvordan det er at have en stedmor, og jeg ved, hvor vigtigt det er at føle sig hjemme i et nyt hjem og give plads. Det er det, jeg prøver at gøre, og jeg håber, de kan mærke det," sige prinsesse Marie og fortæller, at prins Nikolai og prins Felix tog imod hende med åbne arme og kalder i samme åndedrag de to prinser på nu henholdsvis 16 og 13 år for "vidunderlige og virkelig fantastiske".

Prinsesse Maries fortæller i interviewet også om sit forhold til kronprinsparret: "De er så søde. De har travlt, og det samme har vi. Så det kan indimellem være svært at finde tid til at mødes. Men når vi ses, er det meget hyggeligt. Begge par har jo fire børn, så der er gang i den, når vi ses. Alle otte børn har det fantastisk sammen. Det kunne have været vanskeligt, men jeg føler mig meget heldig. Vores familie er meget naturlig. En varm familie," siger prinsessen, som også finder god støtte i kronprinsesse Mary: 

"Kronprinsessen kommer jo også fra et andet land, så vi taler sammen og kan udveksle nogle emner. Det er godt at have gode støtter i familien, ligesom min mand selvfølgelig har været det. Men der er en kæmpe forskel på at være født ind i en position og så til at komme udefra. Mange ting er ikke en selvfølge for mig. For ham er det naturligt. Men han har vist mig vejen," fortæller prinsesse Marie.

Marie er født og opvokset i Frankrigs hovedstad Paris og har siden studeret og arbejdet i Villars og Genève i Schweiz, samt i Boston og New York i USA. Ud over at tale flydende fransk, engelsk og dansk, taler hun desuden spansk. Med udgangspunkt i sin egen internationale baggrund opfordrer prinsesse Marie da også unge mennesker i dag til at rejse ud i verden og tage en del af deres uddannelse i udlandet. Hun mener, det er vigtigt, at mennesker lærer hinanden at kende på tværs af kulturer og tror på, det kan hjælpe til at skabe mere forståelse og respekt i verden generelt. Det forsøger hun også at lære sine børn. Særligt efter sidste års to terrorangreb i hendes fødeby Paris, hvor mere end 130 mennesker blev dræbt

"Det er så vigtigt med kulturforståelse. Jeg prøver at fortælle dem (børnene), at de skal elske alle mennesker, uanset hvor de kommer fra, og uanset hvilken religion eller hudfarve de har. Men de skal også vide, at vi lever i en verden, hvor der stadigvæk er nogle mennesker, der er så vrede, at de har mistet al fornemmelse af menneskelighed og fornuft. Det er meget trist at se, hvordan vores verden har udviklet sig," siger hun.


Ligesom tusindvis af danskere mødte prinsesse Marie sammen med familien op med blomster ved den franske ambassade på Kongens Nytorv i København efter terrorangrebet i november. Midt i chokket og sorgen blev prinsessen rørt over at se, hvordan danskerne støttede Frankrig og det franske folk, og hvor påvirkede danskerne også var over angrebet. "Det var som om, vi alle var ens. Der var ingen forskel, ingen grænser. Vi var i sorg, og vi var sammen."

Om danskerne ligefrem kender prinsesse Marie, som vi kender dronningen, prinsgemalen og kronprinsen, er mere uvist. Hun virker afslappet i sammenligning med det øvrige kongehus, men også som en person, der passer på sig selv og passer på ikke at vise for meget. Hun har en afdæmpet, diskret fremtoning og har taget sig god tid til at opbygge sine protektorater. Hun har med andre ord benyttet sig af de muligheder, der ligger i ikke at være kronprinsesse; Hun må gerne være synlig og skal være med til at vise, at kongehuset er apanagen værd - men samtidig skal hun finde en balance, hvor hun ikke konkurrerer med kronprinsessen, der skal være den mest dominerende figur af de to. 

Prinsessen er protektor for 14 organisationer, som hun arbejder for og følger tæt for at udbrede kendskabet til dem. Og protektionerne er ikke bare blevet skovlet hen til hende. De er nøje udvalgt, så de passer med hendes drøm, som hun også havde, længe inden hun blev prinsesse: At lave arbejde, der betyder noget for andre og gør en forskel: 

"I min rolle som prinsesse er det vigtigste, at jeg kan bruge min position til at gøre en forskel. At jeg kan komme hjem fra arbejde og tænke, at jeg har hjulpet nogle mennesker", siger prinsesse Marie til Jyllands-Posten.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar