søndag den 13. september 2015

Letizia - Eventyrbrylluppet (IV)

Blot en uge efter det store kongelige kronprinsebryllup i Danmark, var Europas kongelige igen samlet i kærlighedens tegn - denne gang i Spaniens hovedstad Madrid, hvor kronprins Felipe sagde ja til sin elskede Letizia ved et vaskeægte eventyrbryllup.

Mere end 1500 fornemme gæster var samlet i Almudena Katedralen, da Letizia Ortiz Rocasolano blev ført til alteret af sin far, Jesús Ortiz. Her ventede en spændt Felipe på sin smukke brud. - Og han fik lov at vente ...
Ceremonien blev nemlig 15 minutter forsinket, på grund af det voldsomme regnvejr som ramte Madrid i samme øjeblik som Letizia kørte fra det kongelige palads, som ligger lige overfor katedralen. Regnen var så voldsom, at den kommende kronprinsesse blev kørt op til indgangen i en Rolls Royce, i stedet for, som gæsterne, at gå op ad den lange røde løber uden for katedralen. Men smuk og smilende ankom hun sammen med sin tydeligt stolte far, og gik den forventningsfulde tur op ad det lange kirkegulv, hvor hendes (flotte) kommende mand - og vaskeægte prins - ventede ved alteret.

Brylluppet var det første kongelige bryllup i Madrid siden 1906, og blev fulgt af over en milliard TV-seere verden over. 


Den festlige stemning i katedralen stod i skærende kontrast til stemningen samme sted, blot to måneder tidligere; Her var den spanske kongefamilie samlet til den dystre sørgehøjtidelighed for de 191 mennesker, der blev dræbt ved en række terrorbombeangreb mod Madrids jernbaner, den 11. marts.  Sikkerheden var derfor ekstra skærpet omkring brudeparret og alle deres gæster, med skudsikre biler og snigskytter på den planlagte rute, som parret kørte efter vielsen. To F-18 kampfly patruljerede i luftrummet over Madrid, og et Awacs-fly fra NATO hjalp med overvågningen.

Omkring 20.000 politibetjente var på arbejde på selve dagen, og i dagene op til brylluppet var gaderne omkring katedralen blev gået igennem med en tættekam. Kloakker var blevet gennemkravlet og skraldespandene på gaderne var blevet fjernet, for at gøre det sværere at placere bomber.

Trods regnen havde tusinder af madrilenere taget opstilling uden for katedralen og langs ruten til kirken i Atocha, hvor parret efter vielsen mindedes ofrene for terrorbomberne, og Letizia donerede sin smukke brudebuket til minde for ofrene.


Bruden havde ladt sig guide af sin kommende svigermor, dronning Sofia, og valgt den spanske designer Manuel Pertegaz til at kreere brudekjolen, som var et sandt mesterstykke af en offwhite kjole i fed silke med broderi af sølv- og guldtråde rundt om ærmerne, nederst på kjolen og på slæbet, som var 4,5 meter langt. Hun bar de samme diamanter og tiara som dronning Sofia bar ved sit bryllup med kong Juan Carlos i Athen i 1962.

Efter vielsen og køreturen i Madrids gader, tog parret tilbage til det kongelige palads (Palacio Real de Madrid) hvor de på ægte kongelig maner vinkede fra balkonen til de mange fremmødte mennesker på slotspladsen. Der blev krammet, sendt varme blikke og givet kindkys - og folket jublede; spanierne ser en lys fremtid for deres monarki i Felipe og Letizia. 

Efter brylluppet blev frøken Ortiz til Hendes Kongelige Højhed Doña Letizia Ortiz Rocasolano de Borbón, prinsesse af Asturien, prinsesse af Girona, prinsesse af Viana, hertuginde af ​​Montblanc, grevinde af Cervera, Lady af Balaguer, Infanta af Spanien. (Og bare vent, med den senere dronninge-titel fulgte endnu flere titler ...) 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar