mandag den 11. maj 2015

Barnedåb i Monaco

Igår var det ikke bare mors dag, men også dagen hvor fyrsteparret i Monaco, Albert og Charlene fik døbt deres to små tvillinger. - Og der var ingen tårer! 

Normalt er det ikke "dem fra Monaco" vi beskæftiger os mest med her på bloggen, men der er jo altid plads til fornyelse. Vi kan sådan set godt lide Charlene, det kniber derimod for Alberts vedkommende. Men barnedåbe er vi generelt vilde med, og den her er ingen undtagelse :-) 


Prinsesse Gabriella Thérése Marie og prins Jacques Honoré Rainier Grimaldi, der præcis igår var 5 måneder gamle, tog hele dåbshalløjet i stiv arm. Yndige lå de i hver deres Baby Dior-kjole på hhv. fars og mors arm, og var vågne og opmærksomme under hele den lange dåbsceremoni som foregik i Saint Nicholas-katedralen få hundrede meter fra fyrstepaladset i Monaco. Børnenes mor, Fyrstinde Charlene var gladere end nogensinde set før, hvilket så absolut ikke gør hende mindre smuk at se på. Det klæder hende endelig at have nogle at kaste al sin kærlighed på - og få tusindfoldigt tilbage - for undskyld mig, det tror jeg ærligt talt ikke der er meget af fra Alberts side. 

Over 700 gæster fyldte katedralen, og yderligere et par hundrede mennesker stod udenfor og fulgte ceremonien på storskærm. Stemningen var festlig og afslappet, med blå og lyserøde balloner og masser af flag - både franske, sydafrikanske og amerikanske (Charlene er fra Sydafrika og Alberts mor, den afdøde Grace Kelly, var som bekendt amerikaner), og katedralen var naturligvis pyntet med masser af blomster; mere end 6000 hvide roser blandet med hvide fuchsia, ridderspore, pæoner og liljekonvaller, så der har været en duft uden lige i den store smukke katedral.

Under ceremonien sendte prinsesse Stephanie og prinsesse Caroline luftkys mod de to små dåbsbørn og deres forældre, og der blev bl.a. læst en særlig hilsen og velsignelse op fra Pave Francis. 

Efter en veloverstået katolsk dåb i katedralen, spadserede fyrsteparret fra kirken til paladset, hvor de undervejs modtog masser af lykønskninger fra venner, bekendte, lokale, fans og foreningsfolk, og ingen af dem holdt sig tilbage med at uddele knus og kram. Dagen sluttede med en hyggelig frokost i paladsets have for de 300 nærmeste gæster.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar