tirsdag den 17. februar 2015

Et land - og et kongehus - i sorg

Mandag var flaget på halvt på Amalienborg, ligesom det var på alle offentlige steder landet over. Kongehuset er, ligesom alle os andre, mærket af lørdagens forfærdelige hændelser i København; alle har vi vidst at noget sådan kunne ramme selv i lille Danmark, men at det ligefrem skete - netop her i vores lille trygge land, det har vel forskrækket og ikke mindst forfærdet os alle. 
To uskyldige mistede livet, og mandag aften klokken 20 var der i alle større byer arrangeret mindehøjtidelighed. I København var mellem 30 og 40.000 mennesker samlet på Gunnar Nu Hansens Plads på Østerbro, her i blandt kronprins Frederik.


Tidligere på dagen var Kronprinsen også en tur forbi Københavns Politigård, for at takke for den store indsats i forbindelse med weekendens terrorhandlinger i København. Havde det ikke været for politiet, var det måske gået ud over endnu flere mennesker end det gjorde. 
Fem betjente blev såret i forbindelse med skyderierne, de er i dag alle udskrevet fra hospitalet.

Kronprinsen takkede alle og hilste på nogle af de betjente, som havde været på arbejde i weekenden, skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Søndag udsendte Dronning Margrethe en pressemeddelelse: 

”Det er med sorg, jeg erfarer omfanget af det seneste døgns begivenheder. Mine tanker går til den dræbte filminstruktør og den unge vagtmand fra det jødiske samfund, som blev mål for gerningsmandens handlinger. Jeg sender min dybeste medfølelse til de pårørende og til de sårede politifolk.

Jeg ønsker at rette en tak til politiet og myndighederne for deres hurtige og effektive indsats.

Det er vigtigt, at vi i en så alvorlig situation står sammen og værner om de værdier som Danmark bygger på.”

 
    Paris, Den Danske Ambassade.

Sidst på eftermiddagen mandag, besøgte Prinsgemalen Den Danske Ambassade i Paris. Besøget var ikke et i forvejen arrangeret besøg, men Prinsgemalen tog forbi ambassaden i forbindelse med en mellemlanding i Paris.
Her lagde han en buket blomster foran ambassaden, inden han sammen med ambassadør Anne Dorte Riggelsen, afholdt et minuts stilhed i respekt for ofrene for weekendens skudepisoder i København.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar