fredag den 19. september 2014

Guldbryllup i Grækenland <3

Igår var det 50 år siden, at Grækenlands unge konge, Konstantin, giftede sig med den danske prinsesse Anne-Marie. Det skete i Metropolis Katedralen i Athen, den 18. september 1964 - kun tre uger efter Anne-Maries 18-års fødselsdag.


50 års ægteskab skal fejres, og det blev det også i Grækenland igår - ja, faktisk startede festlighederne allerede onsdag aften hvor guldbrudeparret havde inviteret de tilrejsende gæster til en hyggelig for-fest, der fandt sted på det nye smukke Akropolis museum. Her hyggede gæsterne sig med kølig vin og en lækker buffet.

Prinsesse Benedikte og dronning Sofia, søstre til hhv. Anne-Marie og Konstantin, var kommet til Athen onsdag, mens dronning Margrethe måtte melde afbud pga. et arrangement i Danmark, men torsdag over middag ankom også hun til den græske hovedstad.

Torsdag aften var det Athens Kongelige Yachtklub der lagde lokaler til de næsten 300 festklædte mennesker, der skulle fejre guldbrudeparret. Nogle af de første, der ankom, var hovedpersonerne selv, og det var et ovenud lykkeligt guldbrudepar, der stillede op til fotografering i den lune sommeraften sammen med Pavlos og Marie-Chantal, Alexia og Carlos samt Theodore og Philippos. - Prins Nikolaos var allerede ankommet og gået indenfor, sammen med sin kone, Tatiana og sin svigermor.

Niecerne, prinsesse Alexandra zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg, med sin mand grev Jefferson von Pfeil und Klein-Ellguth, samt prinsesse Elena af Spanien, var også kommet til Athen for at feste.

   Onsdag aften på Akropolis Museum:

Da dronning Margrethe torsdag lidt før klokken 14 ankom til Athens fornemste hotel, Grande Bretagne, var der kaos foran den røde løber. Masser af unge mennesker flokkedes om indgangen - de troede nemlig det var popstjernen Lady Gaga, der er i Athen for at give koncert, de ville få at se... Men det var altså "bare" den danske dronning ;-) 

Indenfor ventede dronning Anne-Marie, kong Konstantin samt deres fem børn og tre svigerbørn, der alle havde ventet med at spise frokost, til dronning Margrethe var ankommet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar