torsdag den 14. august 2014

Joachim & Maries nye hjem

Prins Joachim og prinsesse Marie har fundet deres kommende hjem; et lækkert, stort og flot hus nord for København, med masser af plads til hele familien.

Indkørslen er over 50 meter lang med et stort rækværk på den ene side og en fire meter høj hæk på den anden. Den store hæk når hele vejen rundt om ejendommen, og der udover er der høje træer og rækværk, der forhindrer fotografer og andre nysgerrige i at lure på de kongelige. - Og inden familien flytter ind, bliver der helt sikkert tilføjet endnu mere sikkerhed.

Huset beskrives som en markant palævilla, der blev opført i 1919 og ligger på en 2.500 kvadratmeter parklignende grund tæt på Øresund, på Emiliekildevej i Klampenborg.

Ejendommen indeholder i alt ca. 600 kvadratmeter bolig og underetage og har gennem de senere år gennemgået en gennemgribende renovering og ombygning. Huset har blandt andet en stor hall med smukt trappeløb til 1. sal, to stuer en suite med pejs og udgang til terrasse mod haven, og en stor spisestue i direkte forbindelse med køkken. Udenfor er der etableret en swimmingpool med et stort overdækket spiseområde.

På de to øverste etager er der blandt andet flere børneværelser og teenage-afdeling, mens kælderen byder på biograf, vinkælder og ‘gun room’ til opbevaring af jagtvåben.

1. juli offentliggjorde hoffet, at prins Joachim og familien overdrog Schackenborg Slot til den nyoprettede Schackenborg Fonden, og at familien ville flytte til hovedstadsområdet. Den officielle begrundelse var, at driften af slottet var svær at forene med prinseparrets øvrige engagementer, og at de ønskede at flytte tættere på familien. Med købet af villaen i Klampenborg må det sidste mål siges at være opnået. Prins Joachim har nu reduceret afstanden til sine to ældste børn, der bor med grevinde Alexandra på Svanemøllevej på Østerbro, fra 250 kilometer til blot seks kilometer.



I anledning af Vadehavets optagelse på UNESCOs liste over verdensarv, afholdte prins Joachim og prinsesse Marie sammen med Miljøminister Kirsten Brosbøl, reception på Schackenborg Slot, mandag den 4. august 2014.

Både Joachim og Marie holdt tale under receptionen på Schackenborg Slot; Prinsessen er protektor for den danske UNESCO-nationalkommission og for Vadehavsfestivalen, mens prins Joachim er protektor for Vadehavscentret. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar