torsdag den 5. juni 2014

"Hofretter" - Château de Cayx

Tirsdag aften sendte DR1 andet afsnit af programmet "Hofretter" - denne gang fra Château de Cayx. Her fik prins Henrik besøg af Brødrene Price (Adam og James) og bød dem indenfor i køkkenet på vinslottet i Frankrig. 
Sammen tog de tre på marked i Luzech, mens dronningen havde lovet at skaffe foreller til forretten, fra markedet i Cahors.


I modsætning til første afsnit, var prinsgemalen denne gang ikke selv med i den aktive proces i køkkenet, men kiggede forbi et par gange for at dufte og smage. Med sig havde han dronningen, som især glædede sig til desserten, en lækker tourtiere - og hun frydede sig kongeligt over at den blev fadserveret, så man selv kunne skære. En ting der gælder samtlige retter i kongefamilien i øvrigt; ALT serveres på fad, der bliver ALDRIG portionsanrettet!

 Se hele udsendelsen her: http://www.dr.dk/tv/se/hofretter/hofretter-chateau-de-cayx


Lad os lige nappe opskriften på dronningens favorit dessert: 

Tourtiere aux pommes

Ca. 8 pers.

8-10 gode madæbler, f.eks belle de boscop
Sukker efter smag
3-4 spsk. armagnac, rom eller calvados
En lille smule vand
Ca. 5 lag filodej
150 g smør
Sukker
Kanel

Til denne tærte skal man bruge en en tærteform ca. 22 cm. i diameter med løs bund.

Æblerne udkernes, skrælles og skæres i mindre stykker, som kommes i en gryde med lidt vand og 3-4 spsk. Armagnac, rom eller Calvados. Kog æblerne under låg til de falder sammen, men de må helst ikke blive helt til mos. Hvis de safter meget fjernes låget under kogningen, så væden kan fordampe. Smag æblerne til med sukker og lad dem køle af.

Smelt smørret i en gryde. Et stykke filodej lægges på bordet og pensles grundigt med smør og drysse med let hånd med sukker og kanel. Skær lidt ureelle stykker af filodejen og beklæd bunden af formen med dem. Stykkerne må godt hænge lidt ud over kanten af formen. Til dette bruger man ca. 2 lag filodej. Når bunden er foret, lægges æblekompotten i. Så fortsætter man med mere filodej, som pensles med smør og drysses med sukker og kanel. De stykker man skærer af dejen krølles lidt løst sammen og placeres oven på æblerne til de er helt dækkede. Der må gerne være så mange stykker "sammenkrøllet" filodej at tærten hæver sig smukt op på midten.

Tærten bages ved 175 grader i ca. 20-25 minutter til filodejen er gylden og sprød. Pas på den ikke får for meget!

Hvis man gerne vil have et skinnende udseende på kagen, kan den pensles forsigtigt med lidt æblesirup lige som de små tarte Tatin'er.

Denne kage smager bedst friskbagt og lunken og meget gerne med lidt is eller parfait til.

Armagnac-parfait

6 pers.

½ l piskefløde
1 stang god vanille
2 dl sukker
2 spsk flormelis
8 æggeblommer
4-5 spsk. Armagnac

Æggeblommerne piskes lyse og luftige med sukker, flormelis og kornene fra vanillestangen i røremaskinen eller med en håndmixer. Fløden piskes til let flødeskum som forsigtigt vendes i æggemassen.

Herefter smages parfait'en til med armagnac. Cremen kommes i en form som dækkes med sølvfolie og sættes i fryseren i 6-7 timer.

Tag parfaiten ud lidt før den skal spises.


Bon appetit...



Ingen kommentarer:

Send en kommentar